Selv skeptiske anmeldere er lykkelige over, at Jon Stewart igen har sat sig i værtsstolen på ’The Daily Show’.

Jon Stewarts åbningsreplik efter 8 års pause overbeviser selv den skeptiske britiske anmelder

En lidt mere grå udgave af Jon Stewart er tilbage i det satiriske format, der har gjort ham verdensberømt. Her fotograferet i 2021 efter et besøg på Capitol Hill.    Foto: Elizabeth Frantz/Ritzau Scanpix
En lidt mere grå udgave af Jon Stewart er tilbage i det satiriske format, der har gjort ham verdensberømt. Her fotograferet i 2021 efter et besøg på Capitol Hill. Foto: Elizabeth Frantz/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Til stående klapsalver – og nu også begejstrede anmeldelser – vendte den amerikanske satiriker Jon Stewart mandag aften tilbage som vært på programmet ’The Daily Show’ efter 8 års pause, med åbningsreplikken:

»Now where was I?« – der kan oversættes med: Nå, hvor var jeg?

Stewart efterlod ellers tilbage i 2015 efter 16 års værtskab Comedy Centrals populære program, hvor der gøres grin med nyheder, som en enorm magtfaktor i det amerikanske medielandskab.

For nylig blev det til udbredt overraskelse offentliggjort, at Stewart igen vil sætte sig i værtsstolen en gang om ugen, mens optakten til det amerikanske præsidentvalg de næste ni måneder ruller.

Og ifølge The New York Times’ anmeldelse var der tale om en lidt mere grå og en lidt ældre udgave af værten. På et tidspunkt brugte han da også sit eget ansigt i en joke om præsidentkandidaternes alder.

Men generelt var han ifølge anmeldelsen i topform og improviserede fra sit velkendte venstreorienterede perspektiv om blandt andet Super Bowl og Taylor Swift.

Stewart blandede fjolleri, absurditet og »ofte selvnedvurderende jokes med retfærdig harme«, lyder dommen fra The New York Times.

Også på CNN får den 61-årige roser for sin første aften som vært i mange år.

»Det er, som om Stewart aldrig har været væk«, lyder det i anmeldelsen fra CNN.

Stewarts jokes om præsident Joe Bidens dårlige hukommelse fremhæves som særlig sjove. Der blev spillet klip fra en pressekonference, hvor Joe Biden ved en fejl omtaler den egyptiske præsident Abdel Fattah al-Sisi som mexicansk. Og slagene gik begge veje. Der blev afspillet en lang række klip med Donald Trump og hans børn, der siger, at der er ting, de ikke kan huske.

Vækker glæde hos Fox News

Den britiske avis The Guardian er i sin anmeldelse mere skeptisk over for, at et progressivt format som ’The Daily Show’ ikke satser på nye værtstalenter, men vender tilbage til det gamle og sikre. Lidt som de amerikanske politiske partier, når de skal vælge kandidater.

Men ifølge den britiske anmelder lykkedes det Jon Stewart at adressere netop det ved at udstille USA’s »bredere tendens til at klamre sig til en indskrænket status quo«.

»Stewart har ikke mistet evnen til at være vores fyr, til at fungere som den kollektive ventil for vrede«, konkluderer anmelderen.

Også på den konservative kanal Fox News vækker Jon Stewarts comebackglæde. I et nyhedsindslag forudser en kommentator, at Stewarts jokes omkring Bidens alder nu vil få flere og flere på venstrefløjen – herunder kulturpersonligheder – til at problematisere hans høje alder. Med mandagens udsendelse har de nu endelig »fået tilladelse« til at gå efter ham, lyder analysen.

Ifølge The Hollywood Reporter så 930.000 seere med, da ’The Daily Show’ blev sendt.

Ida Herskind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her