Få kunstnere er så gode til at blive nævnt i medierne som den britiske graffitimaler, der går under navnet Banksy.
Ud over det kunstneriske udtryk handler samtalen om Banksy ofte om, hvem der mon gemmer sig bag kunstnernavnet.
Der er de seneste 25 år blevet gættet mere eller mindre kvalificeret på, hvem vedkommende er. Nu kan det ende med, at en retssag tvinger personen bag aliasset til at afsløre sin identitet, skriver The Guardian.
Sagen er den, at to kunstsamlere har slæbt Banksys virksomhed i retten, fordi den ikke vil ud med, om de værker, samlerne har købt, er ægte eller falske Banksy-værker.
De to samlere, Nicky Katz og Ray Howse, har hver købt et print af værket ’Monkey Queen’, der forestiller den nu afdøde britiske dronning Elizabeth som abe. Værkerne har de to angiveligt købt af dødsboet efter en anden samler.
Vi befinder os i ingenmandsland her, og det handler om mange penge
Pest Control, som Banksys virksomhed hedder, tilbyder at udstede certifikater til ejere af ægte Banksy-værker, så de kan bevise, at det er den ægte vare. Det betyder noget for den enkelte samler og rigtig meget for handelsprisen.
Sagen er bare den, at Nicky Katz og Ray Howse ikke har fået noget certifikat endnu, selv om det er tre år siden, de sendte deres print ind til virksomheden.
Det er et ingenmandsland
»Vi befinder os i ingenmandsland her, og det handler om mange penge. De (Pest Control, red.) påstår at være dem, der officielt kan validere kunstnerens arbejde, men det har varet i tre år nu. De tager ikke stilling – de vil ikke sige, om det er ægte eller ej. Vi er blevet trukket rundt ved næsen i tre hele år«, siger Nicky Katz til The Guardian.
På sin hjemmeside skriver Pest Control, at de verificerer værkers ægthed og udsteder ægthedscertifikater, så ejerne kan bevise, at de retmæssigt er i besiddelse af en ægte Banksy. Der står dog ikke noget om, hvor lang tid det tager at få sådan et certifikat.
Banky er kendt for at gøre grin med autoriteter i både kunstlivet og det politiske liv og har flere gange gjort et nummer ud af at straffe dem, der forsøger at slå plat på kunstværker fra hans hånd. Derfor kan man heller ikke få certificeret graffitiværker, der er tiltænkt offentligheden, men som er blevet pillet ned.
Efter tre år har de to samlere altså fået nok og sagsøger Pest Control – og dermed de facto Banksy, der vil blive tvunget til at afsløre sit rigtige navn, skulle sagen ende i retten – for kontraktbrud. De to samlere påstår nemlig at have både betalt for valideringen og indsendt de nødvendige dokumenter.
»Det her er ren markedsmanipulation«, siger John Brandler, kunsthandler med speciale i graffitikunst, til The Guardian:
»Banksy vil kun udstede certifikater til værker, som han ønsker, at særlige folk skal være i besiddelse af«.
fortsæt med at læse








