Om fire måneder skal Frankrig være vært for OL i Paris – men hvilket Frankrig? Landet er midt i en identitetskrise, splittet mellem tradition og modernitet.
Det er på tale at lade den fransk-maliske supersangstjerne Aya Nakamura – hvis tekster er krydret med slang og ikke ligefrem lyder som skolefransk – optræde ved åbningsceremonien, men det har tændt et raseri med ingredienser af etnicitet og sproglig etikette. Højreorienterede kritikere siger, at Nakamuras musik ikke repræsenterer Frankrig, og udsigten til, at hun skal optræde, har ført til en lavine af racistiske fornærmelser mod hende på nettet. Anklagemyndigheden i Paris har endog indledt en efterforskning.









