Abbas melodigrandprix-sejr i 1974 med sangen ’Waterloo’ markerede starten på Skandinaviens største popsucces.

50-året for Abbas Waterloo fejres med karaoke i Stockholm

Foto: Olle Lindeborg/Ritzau Scanpix
Foto: Olle Lindeborg/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

På Abba-museet i den svenske hovedstad, Stockholm, fejres 50-året for gruppens sejr ved det internationale melodigrandprix med sagen ’Waterloo’ lørdag.

Det sker med blandt andet karaoke. Derudover har museet også arrangeret både quiz, ligesom et Abba-kor skal optræde.

Det fremgår af museets hjemmeside.

Op til jubilæet er ’Waterloo’ derudover blevet genudgivet - både i en engelsk, en svensk, en tysk og en fransk version.

Jubilæet finder sted, mens Sverige netop er i gang med at forberede dette års Eurovision, som afholdes i maj.

Svenskerne kender konceptet godt. De skal nemlig arrangere Eurovision for syvende gang, efter at Loreen sidste år sang sejren hjem med nummeret ’Tattoo’.

Efter Abbas sejr i 1974 endte ’Waterloo’ efterfølgende med at toppe hitlisterne i mange lande. Sejren markerede starten på det, der skulle blive Skandinaviens til dato største popsucces.

Den historie fortælles i en ny dokumentar, som Danmarks Radio og den svenske pendant - SVT - har taget initiativ til.

Ti andre europæiske public service-stationer har sluttet sig til samarbejdet, herunder britiske BBC og tyske ARD/WDR.

Dokumentaren centrerer fortællingen om perioden mellem de to album ’Arrival’ fra 1976 og ’Super Trouper’ fra 1980. Det er perioden, der anses for at være popgruppens storhedstid.

’Abba - imod alle odds’ havde premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH: DOX 23. marts.

Den kan ses på DR TV til maj forud for Eurovision Song Contest i Malmø og vises desuden i mere end 15 lande rundt om i Europa.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her