De bøder garn og tjærer ruser, sejler ud og går i land, tidligt og sent. Blinkende sild og uregerlige ål er det guld, vesterhavsfiskerne drømmer om at trække op af fjordvandet, deres nye element. Om Gud altså vil, for »uden ham gaves ingen jordisk fremgang, det vidste man tilfulde«.

Den lille koloni af hårdtarbejdende folk, der flytter fra Vesterhavet og ind til Limfjorden i Hans Kirks kollektivroman ’Fiskerne’ (1928), er så fortidige i deres skrabede indremissionske livssyn, at jeg først undrer mig over, at Gyldendal genudgiver romanen her i 2024.