Der har aldrig været helt fredeligt omkring den franske maler Gustave Courbets ’Verdens oprindelse’ fra 1866.
Mandag gik det særligt voldsomt for sig på museet Centre Pompidou-Metz i byen Metz i det nordøstlige Frankrig. Her fik det berømte portræt af en kvindes vulva påmalet ordet ’Metoo’ med røde bogstaver.
Fem værker blev i alt bemalet under aktionen af to kvinder, mens et sjette værk blev stjålet. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Her fremgår det også, at ’Verdens oprindelse’ (’L’Origine du Monde’) var beskyttet af glas, og at museet er i færd med at undersøge skaderne.
I alt tre kvinder blev anholdt mandag aften. De to, der udførte aktionen, var angiveligt samarbejdspartnere med den fransk-luxembourgske performancekunstner Deborah de Robertis, der via sin advokat har udtalt sig om aktionen. Hun var i forvejen kendt af de franske myndigheder for nøgenaktioner foran Manets ’Olympia’ og Leonardo da Vincis ’Mona Lisa’.
Kunsten har været tavs
I forbindelse med mandagens aktion på Centre Pompidou-Metz har Deborah de Robertis forklaret, at der var tale om en »feministisk performance«, som inspirerede til, at kunsten også blev en del af den ’globale bevægelse’, som MeToo siden 2017 udviklede sig til.
»Den meget lukkede samtidskunstverden er stort set forblevet tavs indtil nu«, udtalte hun ifølge AFP.
Samtidig forsvarede hun tyveriet fra udstillingen af den franske billedkunstner Annette Messagers værk ’Jeg tænker, derfor sutter jeg’ (’Je pense donc je suce’, 1991). I avisen Libération forklarede hun, at værket var ejet af en anmelder, og at aktionen var »en generobring« af kunsten.
Deborah de Robertis udtalelser ser imidlertid ikke ud til at gøre indtryk på hverken museumsledelsen eller myndighederne.
Til France 24 har borgmesteren i Metz, François Grosdidier, udtrykt foragt over det, han betegner som et »angreb på et af hovedværkerne i fransk kulturarv«:
»Jeg fordømmer på det kraftigste dette nye angreb mod kulturen, denne gang produceret af feministiske fanatikere«, fortsatte han.
Hærværket mod ’Verdens oprindelse’ er det seneste af en lang række politisk motiverede aktioner mod berømte museumsværker verden over, hvor gerningspersonerne oftest har bekendt sig til en klimadagsorden. Det så vi blandt andet i forbindelse med aktionerne mod Leornardo da Vincis ’Mona Lisa’, Van Goghs ’Solsikker’ og Edvard Munchs ’Skriget’.
Mens det seneste eksempel er feministisk motiveret, er der dog ikke ligefrem tale om en ny drejning. Tilbage i 1914 fik The National Gallery i London besøg af stemmeretsforkæmperen Mary Richardson. Hun svingede en økse mod den spanske maler Velázquez’ maleri af den nøgne Venus. Seks dybe flænger fik det.
fortsæt med at læse








