16 kvinder anklager den amerikanske illusionist David Copperfield for krænkelser, grooming og grænseoverskridende adfærd, der også udspillede sig live på scenen.

16 kvinder står frem: Verdens mest kendte illusionist har krænket os

Illusionist David Copperfield, hvis rigtige navn er David Seth Kotkin, bliver af 16 kvinder anklaget for  krænkelser, grooming og grænseoverskridende adfærd. Foto: John Locher/Ritzau Scanpix
Illusionist David Copperfield, hvis rigtige navn er David Seth Kotkin, bliver af 16 kvinder anklaget for krænkelser, grooming og grænseoverskridende adfærd. Foto: John Locher/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den verdenskendte illusionist David Copperfield bliver anklaget for at have opført sig upassende og grænseoverskridende over for en række kvinder. I flere tilfælde er der angiveligt tale om seksuelle overgreb, og mere end halvdelen af kvinderne fortæller, at overgrebene er sket, mens de var under 18 år.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt The Guardian og BBC.

Nogle er anonyme, andre står frem ved navn. Men flere af kvinderne beretter om, at illusionisten har fået dem til at indtage stoffer, der har bedøvet dem, hvorefter han har haft sex med dem mod deres vilje. Fire har oplevet at blive befamlet eller være blevet bedt om at røre seksuelt ved Copperfield under hans liveoptrædener.

En af dem var Fallon Thornton, der blev inviteret op på scenen under et af Copperfields shows. Pludselig mærkede hun hans hånd klemme om hendes bryst.

»Jeg var chokeret og kunne ikke tro det. Gjorde han virkelig det for øjnene af så mange mennesker? Var der nogen, der så det?«, fortæller hun til The Guardian.

En af kvinderne, der ikke har ønsket at stå frem med navn, fortæller til mediet, at hun mødte Copperfield i 1991, da hun var 15 år gammel, hvor også hun medvirkede i et af hans shows. Herefter begyndte han at ringe hende op sent om aftenen.

Efter sigende skulle illusionisten have sendt hende gaver og billetter til hans shows, og da hun fyldte 18 år, indledte de en gensidig seksuel relation. Men i dag føler hun, at hun blev groomet.

Afviser alle anklager

Illusionistens advokater anerkender, at Copperfield har haft et forhold til den kvinde, der nu anklager ham for grooming. De fremhæver, at de to havde et lovligt og samtykkebaseret forhold, der varede i fire år, og at Copperfield nægter, at der skulle være tale om grooming eller anden upassende adfærd.

Beskyldningerne mod den nu 67-årige amerikanske illusionist spænder fra slutningen af 1980’erne til 2014, og Copperfield har afvist alle anklager om krænkelser og grænseoverskridende adfærd.

I et skriftligt svar til The Guardian skriver illusionistens advokater, at Copperfield aldrig har opført sig upassende over for nogen – slet ikke mindreårige. De skriver desuden, at Copperfield har været en forkæmper for #MeToo-bevægelsen.

Copperfield er tidligere blevet beskyldt for seksuelle krænkelser. En af de kvinder, der også nu står frem, Brittney Lewis, beskyldte i 2018 Copperfield for at bedøve og have sex med hende uden hendes samtykke i 1988. Lewis var dengang model og blot 17 år gammel.

»Den karakteristik, The Guardian tegner, afspejler ikke David, og han vil fortsætte med at støtte enhver, der har oplevet nogen former for misbrug eller diskrimination«, lyder det fra Copperfields advokater til BBC.

Nanna Sofie Pehrson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her