Små tre uger før den skulle have været for retten, er sagen mod Katrine Dirckinck-Holmfeld, som var anklaget for groft hærværk mod en Frederik V-buste, der blev smidt i havnen i København i oktober 2020, blevet droppet.
Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.
Tiltalen mod Dirckinck-Holmfeld er blevet opgivet, efter at hun i sidste uge indgik forlig med Akademirådet og betalte en erstatning på 44.350 kroner for gipsbusten af den tidligere danske konge.
I den forbindelse anerkendte Akademirådet, at episoden med busten, som Akademirådet beskriver som værende en happening, kan betragtes som et kunstværk.
Formelt set betragter anklagemyndigheden Katrine Dirckinck-Holmfeld som værende skyldig, men man ønsker altså ikke at tage sagen i retten.
»Tiltalefrafaldet sker på baggrund af de samlede omstændigheder i sagen, lyder det i en skriftlig udtalelse fra politiet«.
»Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har lagt vægt på sagens alder, og at den tiltalte har betalt erstatning til den forurettede part. Der er desuden lagt vægt på, at der i sidste uge blev indgået forlig mellem parterne«.
Tyge Trier, der er Katrine Dirckinck-Holmfelds forsvarsadvokat, betragter tiltalefrafaldet som en sejr for Dirckinck-Holmfeld og for den kunstneriske ytringsfrihed.
»Jeg anerkender, at anklagemyndigheden har trukket en streg i sandet på en fornuftig og kyndig måde. Sagen har allerede været ressourcekrævende og langvarig, og det ville være en tidskrævende proces over en del år yderligere under international bevågenhed«, siger han til Ritzau.
»Katrine var klar til retssagen, hvor jeg har vurderet og fortsat vurderer, at hun kunne blive frifundet, men det er rigtig godt, at der nu er sat et punktum for straffesagen om bustekopien, således at Katrine kan se fremad«.
Sagen om gipsbusten af Frederik V fik sit udspring, da en gruppe ved navn Anonyme Billedkunstnere lagde en video på nettet af episoden, hvor busten blev smidt i havnen.
I en ledsagende tekst lød det, at busten skulle smides i vandet for ’at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort’.
Katrine Dirckinck-Holmfeld, den daværende institutleder på Det Kongelige Danske Kunstakademi, tog efterfølgende ansvaret for hændelsen.
»Efter tre et halvt års lang og slidsom proces er det en lettelse, at Akademirådet har anerkendt happeningen som et kunstværk«, siger hun til Ritzau.
»Der har været meget misinformation om den fredelige happening, blandt andet at gipskopien var en ’uvurderlig dansk skulptur’, som blev ”stjålet ”, hvilket slet ikke er korrekt.«
»Der har været en skinger debat, hvor jeg og de studerende er blev beskyldt for meget. Også af hensyn til de studerende er det godt med et punktum, hvor kunstværket er anerkendt af myndighederne, og at ytringsfriheden dermed er intakt på dette område«.
ritzau
fortsæt med at læse









