Varde Kommune vil tilbyde 1.700 mennesker psykologhjælp, efter en del af et større bøgetræ søndag eftermiddag væltede ned over tilskuerpladser og friluftsscene i forbindelse med et sommerspil i Arnbjerg.
De 1.700 mennesker var tilskuere, skuespillere og frivillige i forbindelse med forestillingen.
Det oplyser Henning Haahr Pedersen, der er kommunaldirektør i Varde Kommune.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med hændelsen. Samtlige tilstedeværende blev evakueret, få minutter træet væltede.
Kommunen har ifølge Henning Haahr Pedersen valgt at tilbyde de tilstedeværende psykologhjælp, fordi de, der befandt sig nær træet, havde været i livsfare, hvis ikke de var blevet evakueret i tide.
»Det var en meget stor gren, der vejer flere tons. Det at vide, at man kunne have været i livsfare, hvis der ikke var blevet råbt op. Det gør jo noget ved folk«.
»Derfor har vi valgt at sige, at de har det her tilbud om, at de kan få kontakt til en psykolog og få bearbejdet det, der måtte være, når de er kommet sig over chokket«, siger kommunaldirektøren.
ritzau








