Den danske modebranche er stadig ung. For 50-60 år siden var mode noget, der kom fra udlandet, og danske tøjvirksomheder arbejdede primært med stabelvarer og traditionel beklædning. Den slags ændrede sig kun lidt i farve og snit fra år til år, og man var langt fra nutidens flygtige modebillede med to til otte friske kollektioner om året. At tøjet skulle være noget særligt, fordi det er dansk, er en filosofi, der blev født i 1960’erne. Det faldt sammen med, at man ude i verden, i musik- og i ungdomskulturer, begyndte at opfatte hverdagstøj som mode. Dansk afsender En stribe unge danske designere forstod bevægelsen og satte en klar dansk afsender på smart modetøj, der matchede de internationale tendenser. Det var folk som Margit Brandt, Søs Drasbæk, Mugge Kølpin, Bent Visti og Lars Hillingsø. Moderne modefolk, der forstod, at moden var ved at blive demokratiseret, og at Paris ikke længere kunne diktere kjolelængder til en generation opvokset med rock’n’roll og Swinging London. Denne generation af modeskabere er nogle af heltene i Marie Riegels Melchiors grundige fortælling om, hvordan dansk mode blev skabt.

Hun trækker linjerne op fra den gamle beklædningsindustri i Midtjylland via progressive fabrikanters samarbejder med de nye designere og 1990’ernes internationalt eksponerede bohemelook til i dag, hvor dansk mode har politisk bevågenhed, stor bredde og en – måske – unik designposition.
Kendt for at kopiere Det er en del af historien, at dansk mode gennem årtier mest af alt var kendt for at kopiere udenlandske tendenser. 1970’erne og 1980’erne var tunge på den front. Marie Riegels Melchior peger på, at noget af det mest positive, man kunne skrive om dansk mode, var, at »den var lige så moderigtig som den internationale«. Det hører med til historien, at selve tøjproduktionen dengang blev udliciteret til lavtlønslande, og at det i dag stort set kun er ideerne, der er danske.