Titlen på Lea Marie Løppenthins fascinerende debut af en digtsamling er en herlig tvetydig genitiv: ’Nervernes adresse’. For betyder det, at nerverne har en adresse, at de bor et sted, eller at de adresserer sig et sted hen, at de er en henvendelse?

Denne tvetydighed ekspliciteres og spidsformuleres i de vers, hvor titlen indgår. Vers, der handler om at sidde til fest i »min lillebrors kollektiv«, hvor alle har inviteret deres familier, »en samling af ansigtsvariationer i en stue«. En samling, der »forsørges af tallene på vores bankkonti«, hvilket fører til »nervernes adresse«: »vi er en ansamling af strålende finanser/ hver især nervernes adresse/ hver især et sted, hvor beboelse og henvendelse falder sammen og ind i hinanden«.