Ondskab vokser ud af mørket. Den kommer fra sit natlige skjul ligesom det giftige kryb, der tidligt i denne roman bider en israelsk officer i låret. Det sker 9. august 1949, og datoen er alt andet end ligegyldig. For det første er det året efter Nakba, katastrofen, hvor hundredtusindvis af palæstinensere blev fordrevet efter oprettelsen af den israelske stat. For det andet falder jegfortællerens fødselsdag sammen med en hændelse en dag i august 1949, et Nakba i nærbillede. En beduinlejr i Negev-ørkenen udslettes af israelske soldater. Eneste overlevende, en teenagepige, gruppevoldtages, før hun dræbes.

Jegfortælleren optræder kun i anden halvdel af romanen. Hun er en nutidig kvinde i Ramallah, hovedstaden på den besatte Vestbred. Hun læser i en israelsk avis om »hændelsen« i 1949, der altså »fandt sted en morgen, som præcis et kvart århundrede senere ville falde sammen med den morgen, jeg blev født«. Her har vi titlens »mindre detalje«, fødselsdagen. Kvinden er fuldt bevidst om sin selvoptagethed. Og dog: »(…) i og med at jeg ikke er specielt glad for mit eget liv, eller livet i det hele taget, og at enhver anstrengelse fra min side blot er rettet imod at opretholde livet, tror jeg ikke, selvoptagethed er en god diagnose i denne sammenhæng«.