Man skal ikke hælde varmt vand på blodpletter, skal jeg hilse og sige fra Leilâ, som er ekspert i pletter. Det begynder med, at hendes kæreste, Ali, får cola på sine hvide bukser, og da de flytter sammen i en lejlighed med badekar, er der farvepletter i emaljen, for her har boet en maler. Fjernes med Klorin? Nej. Terpentin? Nej. Saltsyre? Ja! Den »brusede op et par gange på badekarrets pletter og stilnede så af. Leilâ kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Hun stak hovedet lidt frem. Pletterne var væk. Hun skreg af fryd og begyndte straks at hoste«.
Men ham Ali. Ingen grund til at skrige af fryd over ham. Dum og doven. Bliver fyret, hver gang han får et job, og når Leilâ så forsøger at spare lidt på pengene og ikke kommer så meget kød i gryderetten gheimeh klasker han rasende skeen ned i skålen, så der kommer gheimeh på dugen. Leilâ må til renseriet, for her hjælper hverken salt, blegemiddel, klorin eller rensebenzin.
