En ny version af tv-personligheden Janni Rees bog ’Evig Diva’ er på vej, efter at Retten i Hillerød i sidste uge nedlagde et delvist forbud mod bogen.
Det oplyser Janni Ree i en Instagram-story mandag aften.
Til Ekstra Bladet bekræfter April Sandbäck, presse- og marketingansvarlig i forlaget Buster Nordic, at der snart kommer en ny version af bogen.
»Vi vælger simpelthen at lave et statement, hvor der står på forsiden, at bogen er censureret«, siger han til mediet.
Den ændrede forside skal ses som en protest mod byrettens beslutning, som betød, at forretningsmanden Karsten Ree fik medhold i sit ønske.
Janni Ree har fået forbud mod ’yderligere udgivelse eller på anden måde offentliggørelse af visse nærmere angivne dele af bogen’.
Derudover skulle bogen, der allerede var i boghandlen, tilbagekaldes.
Forlaget retter sig efter afgørelsen, men kommer ikke til at fjerne passager i bogen.
I stedet vil forlaget overstrege de passager, som man er pålagt til at fjerne, med ’sorte blokke’, lyder det.
ritzau
fortsæt med at læse





