Det begynder godt. Lejligheden i det Blå Tårn på Drottninggatan 85 gør mine fordomme om en lurvet ungkarlehybel til skamme. Ikke så snart har jeg forladt smedejernselevatoren, før jeg i entreen hilses velkommen af tapetfrisens muntre sejlskibe og skummende kumulusskyer, under hvilke selveste August Strindberg har efterladt sin stråhat på knagerækken.
Entreen er dog blot en forsmag på den smagfulde indretning, der møder mig i lejlighedens øvrige rum. Det kan godt være, at Strindberg flyttede herind i sit livs efterår, efter skilsmissen fra skuespillerinden Harriet Bosse og efter at have brændt sig på kærligheden for tredje gang, men farver havde han stadig mod på!