Jeg husker det første møde, jeg for godt fem år siden blev inviteret til på min arbejdsplads, Københavns Universitet, om, hvad vi litteraturforskere kunne bidrage med, når det gjaldt klimakrisen. Mødelederen var nærmest undskyldende, for hun, selv humanist, fandt det indlysende, at lige her havde vi nok ikke så meget at bidrage med; det var en sag for den tekniske og naturvidenskabelige forskning.

Jeg var overrasket over hendes indstilling, for jeg har gennem hele min tid på Litteraturvidenskab, først som studerende, siden forsker, oplevet forholdet mellem menneske og natur som et af de helt store temaer, dels i litteraturhistorien, dels i den kulturteori, der er en del af vores fag. Romantikkens naturlyrik, Inger Christensens sommerfuglesonetter, Frankfurterskolens påpegning af, at befrielsen fra naturtvangen risikerer at slå om i en lige så destruktiv naturbeherskelse, og at naturhistorie og kulturhistorie ikke kan skilles ad – alt dette er jeg blevet flasket op med på mit studie.