Bjarne Reuter tænder for sprogmaskinen og presser den op i det røde felt.
Det er blevet tid til femte bind i serien om en luftkaptajn ved navn Bimse, pigen Anna med det talende tøjdyr hr. Johnson og en underluftkaptajn, som både er og hedder Goggelet, men i øvrigt tilhører kaninfamilien. ’Kaptajn Bimse i Ottomanien’ er lige efter bogen. Næsten. Hvor ligger Ottomanien? Det ligger på Kystbanen, og i et søvnigt øjeblik syd for Humlebæk møder Anna sine eventyrvenner og flyver sammen i det gule luftskib til landet, hvor kejseren snøvler. Kaptajn Bimse har været der før, og han huskes ikke for det gode. Faktisk har de rejst en statue af ham på torvet, som børnene hver dag imellem 13 og 14 kaster æbler efter. Nu er kaptajnen tilbage, og kun en hurtig udtrækning af dragen Shen Fa Da Kings brune visdomstand kan redde ham fra det, der er værre end æbler. Og det er ikke pærer. Det er elskelige figurer og hyggelig smalltalk, der får en tur i sprogets centrifuge. Der er imidlertid ikke så meget kød og humør på historien, at den kan bære alle de badutspring og bogstavrim, som Bjarne Reuter mestrer selv i tomgang. Som f.eks.: »... folk luftede deres forkølelser, fejede deres fortov og fodrede deres fugle«. Naturligvis er der blinkende lygter og sproglig opfindsomhed – »Gåpåmod er lavet af højt humør og røde kinder« – men som helhed er ’Kaptajn Bimse i Ottomanien’ præget af træthed. Hvilket næppe vil afholde en talrig fanskare af kaptajnen fra at elske bogen.
