Retur fra Paradis

Under novembers blyfarvede himmel spadserer jeg gennem Edens Have, som er lukket for offentligheden, men besøgende med et særligt ærinde kan få adgang. Jeg er kommet for at samle materiale til en af mine yndlingshistorier, nemlig den om Job, som trods sine mange dyder fik så hård en medfart.

På stien får jeg et glimt af havens ejer, som er på vej mod det gamle æbletræ, hvor en velkendt skikkelse er dukket op. Satan har været på matriklen, siden haven blev anlagt, men for det meste er han på rejse, for at imødekomme den stigende efterspørgsel.

- Man vil jo så nødigt skuffe folk, og tilfører gerne en kedelig suppe det nødvendige krydderi.- Ja, der er vel ikke den gryde, du ikke har haft fingrene i, siger Gud, men så har du måske set min tjener, Job, eller gik du forbi hans hus, da du indså, at her var et menneske, du ikke kunne lokke med billig vin og slesk tale.

Jeg går tættere på de to ærkerivaler og overværer det kontroversielle væddemål, da Gud og Satan - bogstavelig talt - sætter Jobs liv på spil, og hermed kan dramaet begynde, dog med en overraskende slutning. Det vender jeg tilbage til.

At jeg har fået adgang til Guds have hænger sammen med en opgave, som jeg efter ti måneders betænkningstid har sagt ja til, nemlig at genfortælle Bibelen, endog lige fra begyndelsen, hvor der ingenting var bortset fra mørke.

Mørkt er det også uden for mine vinduer, hvor november knytter næven. Måske er det derfor, at jeg så længe har gået rundt om den varme grød, for det er ikke uden en vis bæven, man tager hul på en opgave af den karakter, og jeg spørger mig selv, om jeg overhovedet kan finde en akkord på tastaturet, rettere et sprog at fortælle i.

Det må komme an på en prøve, og en morgen tager jeg mod til mig og pakker kufferten. Rejsen, som skal tage mig et år, begynder på en smal sti på vej op ad Morijabjerget. Jeg er i selskab med en gammel mand, der sidder på et æsel. Manden har et sjældent sorgfuldt udtryk. Ved hans side løber hans lille søn, som bærer på det brænde, der skal blive hans endeligt. Det ved drengen naturligvis intet om.

Derfor er hans gang på jorden så let. Han og hans far, Abraham, skal imødekomme et ønske fra Den Almægtige, som har sagt til patriarken, at han skal ofre sin eneste søn på Morijabjerget. Tungere rejse har jeg aldrig været på, og man forstår, at Abraham intet hastværk har.

Efter den historie skulle man ikke tro, man kunne komme ud for noget værre, men efter fem måneders arbejde har jeg set det meste, når det kommer til brodermord, hungersnød og syndflod. Jeg er gået forbi saltstøtten ved Sodomas ruiner og savet dækplanker med Noas sønner. I hånden har jeg stenen med Goliats navn, og på mit skrivebord ligger køllen, som Kain skar i den træsort der hedder jalousi.