"Hans hvide jakkesæt af flannel (»der er kun to slags stof, der ikke bliver gult i løbet af to år i New York. Flannel og silke", som han siger til Martin Krasnik i Weekendavisen), hans vagtsomme dørmand og store lejlighed på 14. sal (hvor varmeapparaterne er bygget som får) er de seneste uger blevet vendt og drejet i avisernes kultursektioner. I denne uge er det så de danske anmelderne, som vender og drejer bogen – Tom Wolfes nyeste 723 sider i dansk oversættelse, romanen ’Jeg er Charlotte Simmons’. Langt de fleste af deres amerikanske kolleger har været næsten begejstret enige om at kalde den elendig – romanen om det begavede guds ord fra landet, der ender på det dekadente østkystuniversitet, hvor det er orgier, sex og stoffer, der står på skemaet frem for lærdom og fordybelse. »A lot of fun« var, igen ifølge Weekendavisen, det højeste, anmelderne, her stjerneforfatteren Francine Prose, kunne svinge sig op til. Karnovs lovsamling Herhjemme deler vandene sig med en slagside mod det negative. Men alle er enige om, at romanens længde er en stor og kedelig hæmsko. Politikens Lasse Horne Kjældgaard slutter sin anmeldelse med disse ord: »Det er alt i alt et overraskende kedeligt bidrag til campusromangenren, Tom Wolfe har leveret. At ’Jeg er Charlotte Simmons’ har cirka samme lysegule farve og lige så mange sider som et bind af Karnovs lovsamling, er passende, for så vidt som den over alt for lange strækninger er nogenlunde lige så ophidsende læsning«. Weekendavisens Klaus Wivel er overvejende positiv, men kløjes også i længden: »Den amerikanske forfatter Tom Wolfe har skrevet en morsom og en dybt moralsk satire over universiteternes åndelige forfald. Men havde han dog bare halveret den«. Ligesom han finder sig tvangsfodret af Wolfes pointer: »Der er intet galt i Tom Wolfes ambition om at blotlægge en kultur, der ikke længere fortjener den betegnelse. Det har været projektet i alle hans bøger, og Tom Wolfe er en af de mest inspirerende forfattere i sin tid. Men i denne roman fodrer han sine pointer til os, som var vi franske gæs«. Sved, bræk og sperm Jyllands-Posten giver hele fem stjerner til campusromanen, men forklarer desværre ikke hvorfor i selve anmeldelsen, der mere har karakter af handlingsreferat. Anmelderen, Lars Ole Sauerberg, konstaterer dog som de andre, at: »Og så skal der drikkes igennem over hele linjen. Øl, vodka, sved, bræk og sperm er romanens gennemgående væsker«. Ekstra Bladets nye litteraturredaktør Svend Skriver er udelt begejstret for den gamle provokatør, ingen malurt i dét bæger: »Bogen er en psykologisk raffineret skildring af en ung kvindes vej ind i den lærde verden. Den velskrivende Wolfe har skabt en perlerække af fascinerende bipersoner, f.eks. den supersmarte Hoyt, der aldrig passer sine studier, men alligevel får tilbudt et eftertragtet job på foranledning af en kommende republikansk præsidentkandidat, som han har grebet på fersk gerning med en blond studine. Wolfes fortolkning af dagens USA er nådesløs kritisk og stærkt underholdende«. Klassisk Tom Wolfe Også islandske Nyhedsavisen giver fem ud af seks mulige stjerner og forklarer den manglende ene stjerne med disse ord: »’Jeg er Charlotte Simmons’ rangerer på mange måder på linje med et klassisk Tom Wolfe værk, men kommer alligevel til at mangle den sidste stjerne i mesterværksklassen. Det er sikkert uretfærdigt, men Tom Wolfe har valgt et miljø, der selv nok så velbeskrevet er svært at holde ud hen over 723 sider«. Samlet set er det længden og sproget, der trætter de danske anmeldere. Men der grines og gyses over Wolfes ’afsløring’ af det amerikanske universitetsmiljø, hvor »de høje, amerikanske oplysningsidealer, som opbyggede nationen, og som fandt deres ædleste manifestation på landets universiteter, i denne tid lukker og slukker i et brag af et orgie« (WA).