Vagn Remme (født 1972) har tidligere udgivet et par bøger på eget forlag, herunder novellesamlingen ’Øresundsvej’. Med ’Arvingen’ flytter han over i romanens større format. I den tredelte romans midterste del cykler den unge jegfortæller Lars ned gennem det gamle Østtyskland på vej til Prag. Remme skriver her en febril skildring af et ungt menneske, hvis verden reduceres til vilje, asfalt og krop under de mange timer på cyklen.
De lange sætningskæder, adskilt af komma, giver en stakåndet, anspændt fornemmelse. Det kører derudad på flere måder. Med mellemrum løftes vi ud af jeg-fortællerens nu, og beretningen glider over i den forhistorie, som er anledningen til cykelturen. Den historie kan læseren så dele med forfatteren, mens Lars et langt stykke holdes hen i uvidenhed.





