Moden og historien gentager sig jo aldrig, men hvad skal man så sige til, at den hæftede bog er vendt tilbage i USA? I alt fald den, der skal se ud som om. Det er kun knap 25 år siden, at danske forlag begyndte på at skære nye bøger til. Op til cirka 1983 fremkom nye normaludgaver hæftet. De blev samlet, som de kom fra trykpressen, så de foldede ark a 16 sider skulle sprættes op: de første otte sider foroven, de næste otte også i siden. For bognørden var det en fryd at stikke papirkniven i bugen på en frisk bog. Det var besværligt, når læselysten kom over én i tog eller bus – mangen bog blev flået op med lommekam, nøgler eller en pegefinger. Men man gav sig god tid, nød lugten af frisktrykt papir og forventningens glæde. Og for bogbranchen havde det hæftede system nyttige bifunktioner: Det udelukkede, at man kunne snydelæse en bog og så bytte den, og det adskilte normaludgaven fra paperbacken, der var født skåret til.
Branding
Paperbacken skulle jo være enkel og usnobbet, og sådan pointerede selve opsprætningskravet et socialt hierarki mellem normal- og billigudgaver. Det er netop den prestigefunktion, visse amerikanske forlag nu har genindført.
Nye udgivelser som Elisabeth Young-Buehls bog om filosoffen Hannah Arendt, ’Why Arendt Matters’, fra Yale University Press, og nyudgaven af ’The Paris Review Interviews’ fra New York-forlaget Picador og Canongate i Edinburgh – i både hardback og paperback – er kunstfærdigt fabrikeret med en savtakket højrekant, der skal se ud, som omden er sprættet op.
Hvorfor? Elementært, min kære Watson. Det er ikke bare æstetik. Det er branding.
Disse udgaver signalerer status og satser på et feinschmecker-publikum, der vil skille sig ud fra rosset – ligesom dem, der ofrer en formue på at få lov til at reklamere for Lacoste. Og ligesom med tøjimperierne leverer disse typer forlag surplus value for at kunne tage mere for varen.
Indholdet fejler ikke noget. Især nyudgaven af ’The Paris Review Interviews’ kan anbefales bogsjæle med lyst til at besøge deres yndlingsforfattere. Paris Review blev grundlagt i 1953 som udløber af mellem- og efterkrigsårenes frodige amerikanske kunstnermiljø i Paris, og tidsskriftets speciale blev værkstedssamtaler med tidens kendte forfattere. Sådan er det stadig.
Stop mens legen er god Det særlige ved disse samtaler er deres frygtløse grundighed: ført med ægte kendere over flere dage og redigeret i samspil med den interviewede, så de på 20-30 sider giver et totalbillede af vedkommendes miljø, motiver, skriveteknik, skrivevaner – og særheder. Mange interview er blevet berømte som det mest pålidelige billede af forfatterskabet set indefra. De kom også i bogform. 1. bind i 1957 bragte 16 samtaler fra gamle E.M. Forster i Cambridge til den unge ’skandaleforfatter’ Francoise Sagan. 2. bind i 1963 rakte fra lyrikerne Robert Frost og Ezra Pound til tre britisk-amerikanske eksilnavne med tilknytning til Paris: Lawrence Durrell, Mary McCarthy og Robert Lowell. Nyudgaven optrykker 16 af de bedste samtaler over 50 år – fra den rapkæftede Dorothy Parker, 1956, til den lavmælte Joan Didion, 2006. En af de berømteste er den med den 59-årige Hemingway i Havana, 1958. Vi kommer ind i Papas sove- og skriveværelse, helt ind i hans ritualer, fra han står op med morgenlyset – den daglige dosis er 500-1200 ord, så han ikke får skyldfølelse – til han tager dagens fisketur. Bevidst standser han skriveprocessen, når den flyder bedst: »You write until you come to a place where you still have your juice and know what will happen next and you stop and try to live through until the next day when you hit it again«.
