I den første halvdel af 1800-tallet var der et veritabelt boom inden for litteratur, musik og billedkunst i Danmark, og et væld af værker af blivende værdi blev skabt.

Derfor er prædikatet guldalderen blevet hæftet på perioden af eftertiden. Samtidig er periodens biedermeierkultur imidlertid blevet fremhævet som konfliktsky og harmonidyrkende, kort sagt som præget af veltilfreds spidsborgerlighed. Lasse Horne Kjældgaards bog ’Sjælen efter døden’ rokker ved navnlig den sidstnævnte opfattelse. Det fremgår her, at tiden på mange måder var en urolig og desorienteret ditto, ikke mindst i egen selvopfattelse. Man havde en fornemmelse af at være en overgangstid mellem en gammel samfundsformation og en ny, som man endnu kun kunne ane konturerne af.