Cecilie Eken har dannelse.
Hun kan digte på oldgræsk som i fantasyromanen ’Sikkas fortælling’, (der indbragte hende Kulturministeriets store pris). Hun kender sine folkeviser som i ’Valravnen’. Og hun mestrer sonetten, der lægger et blidt og rytmisk underlag til billedhistorien ’Mørkebarnet’. En sonetkrans er en kunstfærdig konstruktion, hvor den 15. og sidste sonet består af alle de foregåendes begyndelseslinier. Det er ikke så svært! Fortællingen om lys og mørke glider stilfærdigt fremad fra Cecilie Ekens pen. Historien får volumen i Malene Reynold Laugesens farvemættede illustrationer. De deler en form for naiv uskyld med versefødderne, hvor ’sø’ rimer på ’hø’. »Der bor to piger i en dejlig have«. Sådan begynder det. Men det er kun den lyse pige, som far og mor kan lide. Det sorte, beskidte og trodsige Mørkebarn må pænt blive ude i naturen om natten, mens Lysbarnet putter sig i sengen. En sort kat bor også i den »dejlige have«. Mørkebarnet bliver til sidst så vred og ked af det, at hun hidkalder de farlige væsener fra nattens hjerte. De skal lige til at spise sengen med indhold, da hun kommer til fornuft og afblæser aktionen. Det er en voldsom kamp, som finder sted i det lille barnekammer. Og far og mor ender med at forstå, at de har to børn. I hvert fald ligger katten kulsort oven på dynen næste morgen ... ’Mørkebarnet’ er en stemning fra et tåget drømmeland. De jævne ord, gentagelserne og den stive form skaber en tone af noget gammelt og noget farligt. Malene Reynold Laugesens billeder er ikke min kop te, men her fungerer de vellykket sammen med en tekst, der selv er renhjertet trivi.
