Oliver James er en kendt engelsk psykolog, forfatter og tv-dokumentarproducent med et par populærvidenskabelige samfundskritiske bøger bag sig.

Han havde derfor høje forventninger, da han i 2003 sendte et forslag om sit nyeste projekt ind til et forlag. I løbet af et års tid ville han besøge syv forskellige destinationer, heriblandt Australien, Singapore, Shanghai, Moskva og København i sin indkredsen af den virus, som han mener lægger den vestlige og måske snart også den østlige verden øde, affluenza (affluence: overflod, velstand, rigdom). Virussen bevirker, at jo rigere vi er, jo mere ulykkelige bliver vi. Vores fokus er udelukkende rettet mod penge og det, de kan skaffe os af materielle goder. Vi lægger al vor stræben i jagten på ydre symboler, fordi vi på grund af vores opvækst ikke har lært at dyrke vore inderste kerne og vore egne ønsker og drømme. Vi måler os selv og hinanden på, hvad vi har, og ikke på, hvem vi er. Ingen er mere plaget af depressioner og psykiske sygdomme end amerikanerne og englænderne, og det er affluenzaens skyld. Men billedet er ikke klart. Grunden til, at et velhavende land som Danmark har mindre deprimerede og langt gladere borgere end andre velhavende lande, ville Oliver James gerne finde. Med på rejsen skulle hans kone og knap toårige datter, der skulle flyves og bos på hoteller og nødvendigt dyrt udstyr indkøbes. Det krævede et stort forskud. Snakkesalig og omkringfarende Men puff! røg drømmen, hans agents sindsligevægt, hans kones gode humør og hans egen selvtillid, da det viste sig, at forlaget kun ville give ham det halve af, hvad han forlangte. Var Oliver James ikke den, han selv troede? Havde hans forrige bog måske ikke solgt vældig godt? Som han selv beskriver det i indledningen til den bog, der trods alt kom ud af det, fik han sig en ordentlig gang affluenza. Han bedømte sig selv med markedets normer. Da han mistænker læserne for at lide af det samme, vil han ikke fortælle, hvad han endte med at få i forskud. Nogle vil nemlig synes, at han har solgt sig for billigt, og miste respekten for ham. Andre vil misunde ham beløbet, som i deres økonomi er vældig stort. Et stykke inde i læsningen skete det samme for anmelderen, som ellers selv havde skaffet bogen fra England i oprigtig interesse for emnet. Det blev lidt op ad bakke på et tidspunkt, og jeg opdagede endvidere nogle irriterende sjuskefejl, som både angreb min tillid til James og min lyst til at læse videre. Så var det, jeg kom i tanke om, hvor pinligt lidt (jeg siger ikke hvor lidt!) jeg som freelanceskribent får for at anmelde sådan en besværlig bog. På side 111 i ’Affluenza – How to be Succesful and Stay Sane’ står der faktisk, hvad der ramte mig. Fordi jeg fokuserede på min belønning (og dens ringhed), blev jeg utilfreds. Hvis jeg havde fokuseret på min oprindelige interesse i emnet, ville jeg ikke have lagt bogen fra mig i to dage. Belønning, penge, tager fokus væk fra glæden og interessen. Der er i alle tilfælde stor risiko for, at det sker. Oliver James påviser i sin noget snakkesalige og omkringfarende beretning, at det er, hvad der plager mange af os. Der er ikke noget galt med at tjene penge, det er de fleste af os jo nødt til. Men der er noget galt med at gøre midlet til målet. En historie for sig Det er bl.a. vores opdragelse og skolerne, der har gjort os til penge- og forbrugsfikserede neurotikere. Bortset fra os danskere og delvis folk i Moskva, New Zealand og i Shanghai. Folk i Shanghai er lige så bevidste om at få succes som deres medkinesere i Singapore. Men i sidstnævnte land er næsten alle dybt ulykkelige. I Shanghai er de mere tilfredse, muligvis på grund af Kungfutse og en bevidsthed om, at arbejder man hårdt og gør sit yderste, kan ingen forlange mere, og så er det o.k., hvis man ikke klarer sig så godt. Man tilgives. Det gør man ikke i Singapore, hvor man får tæsk som barn og bebrejdelser som voksen. Det er mest meget rige og mennesker, der færdes i de øverste økonomiske sfærer, Oliver James taler med. De fleste af dem er ekstremt ulykkelige og ligefrem perverse i deres manglende indsigt i sig selv og manglende empati. Jo større sociale forskelle i landene, jo værre har de multirige det. Danmark er en historie for sig for James, om end den ikke er 100 procent lykkelig. Vi er fulde af velvilje, men lidt kedelige, og det er ikke til os, man skal henvende sig, hvis man vil have nye idéer. Det, der gør os stærke, vores sociale omsorg og lighedsprincipper, kan ifølge forfatteren også være det, der i nogen grad placerer os på det jævne. Forfatterpsykologen bemærker, at de sociale forskelle er meget små her i landet (samt at kvinderne er kønne, men ikke er blonde, og ydermere ret bredrøvede, og at mændene er mere tiltalende rent fysisk). Han skriver op og ned ad stolper om ligeværdige kønsroller og glade barnefædre og har helt forelsket sig i det danske skolesystem, som ifølge ham fremelsker glade og socialt trygge elever, der ved, at lykken ikke er gods eller guld. Den terpefri skole skaber tilfredse og fornuftige borgere. Gik lige i fælden Desværre kommer så Tøger Seidenfaden ind i billedet og fortæller ham, blandt mange, mange andre ting, at en del af de unge ikke kan læse og regne, og det er jo ikke så godt. Men værre er, at flere dages ophold i en vuggestue viser Oliver James, at de små vuggestuebørn er dybt ulykkelige og betaler en for høj pris for forældrenes arbejdsglæde. På grund af deres manglende nærkontakt med en enkelt voksen i de første tre betydningsfulde år vil de blive lette ofre for tomme forbrugerkalorier. Hvordan det så lige er, at de bliver så afbalancerede og fornuftige som skolebørn, melder historien ikke noget om. I det hele taget er der en del løse ender i bogen. Muligvis også en del fejl. Det er umuligt at kigge forfatteren i kortene, men der er dog et godt henvisningsregister. I taksigelserne for hjælp fra folk i København lykkes det ham at stave både Politiken (Politikien) og Vibeke Sperling (Vibeka Sperling) forkert, og det stemmer sindet til eftertanke hos en journalist. Når man har pløjet sig gennem de mange samtaler med utilfredse velhavende mennesker og diverse citater af andre forfattere/psykologer/forskere, når man frem til det, vi startede med: Vi er dybt utilfredse, fordi vi ikke går efter det, vi dybest set vil, men jagter det, vi tror, andre vil have, vi skal gøre. Vi gik lige i fælden, da vi lod os kalde ’menneskelige resurser’ på arbejdsmarkedet , som om vi var ting. Vi bør skrue ned for forbruget, slukke tv’et, undgå forløjede amerikanske film, lade være at interessere os for kendte mennesker og dyrke vore indre værdier og hinanden. Så sandt, så sandt. Imidlertid er der nogle mellemregninger og nogle løsningsmodeller i bogen, der udvikler sig alt for meget i retning af overfladisk selvhjælpslitteratur. En del af emnerne, bl.a. børnenes kollektive opvækst, kunne godt fortjene en større opmærksomhed, og bogen er et provokerende om end til tider trættende diskussionsoplæg.