Som de dog kan i Sverige, de brave krimidebutanter.
Tove Klackenberg er en ny og prisbelønnet en af slagsen, der med sin baggrund som advokat og anklager er selvskrevet til at berette om samfundets skyggesider. Hun stikker uforfærdet hænderne i et hvepsebo ved at vælge socialt udsatte familier som sit emneområde for denne roman og ydermere ikke gøre det synd for dem. Tværtimod er det unge par, som står anklaget for at have ombragt deres to små børn – hun med hjælp fra ham, måske – nogle sølle stakler, men ikke just charmerende. Det er samfundets forlængede arme, de sociale myndigheder og den kvindelige støtteperson til den nu ilde stedte familie, heller ikke. Det kunne derimod romanens hovedperson, Svea Lundström Duval, godt være. Men hun vil ikke. Chokoladebrun med en ukendt vestindisk far og en sværmerisk mor har Svea selv valgt det mere eksotiske fornavn, Simone, fra og kalder sig Svea. Fornuftig og aldeles blottet for eksotiske anslag og sambarytmer kører hun sin karriere som anklager, men Svea kan ikke undgå, at hudfarven til tider arbejder imod hende i et samfund, som tit ikke kan se længere. Lidt færre psykopater Det er en ret morsom dimension i en ellers ret sørgelig affære, hvor det hele er lidt sølle, men hvor der også er noget, som slet ikke stemmer i sagen, hvor den unge mor er udråbt til morder og ikke vil svare for sig, endsige forsvare sig. Svea er mistroisk, kvindens advokat, Monika Larsson, bare træt af sin utålelige klient. Og så begynder Svea at blive forfulgt og chikaneret af en ukendt og ret skræmmende person. Mon det har noget med denne sag at gøre? Eller med en tidligere? Det er en meget udmærket debut med mange interessante vinkler, og både Svea, hendes lille tykke dommerkæreste, Melvin, og hendes store hund, Folke, vil man gerne møde igen. Dog helst i en handling med færre psykopater, dem er der så mange af i handlingen, at det ikke virker helt troværdigt. Men som en ekstra overraskende bonus viser Svea en for en regelret jurist uortodoks handlekraft til sidst, som nok kunne vække debat. Hvis det altså ikke lige var en roman. En ikke planlagt mystik indfinder sig, i alle tilfælde for denne læser, på side 35, hvor jeg simpelthen ikke kan finde ud af, hvad der sker. Hvorfor vrider Svea nederdelen på plads? Har hun prøvet tøj, har hun fået blæk på den? Der er et eller andet, der mangler eller er meget dårligt forklaret. En irriterende detalje.
