Åh Rosa, Rosa, Rosa, hvornår kommer den dag, hvor jeg kan tage din hånd, og vi kan stikke af sammen?«. Ja, egentlig er det jo 'Mona', Søren Kragh-Jacobsen synger om i sin gamle sang, men det var nu Rosa, som var stjernen, da Bibliopaten var ung, eller rettere yngre og gik på universitetet. Mange år efter er vi her i boghulen ikke spor i tvivl om, hvorfor hele 3.007 hunkønsvæsener ifølge Danmarks Statistik hedder Rosa i det Herrens år 2004. Det er da blandt andet, fordi deres forældre har opkaldt deres lille nuttede tøsebarn efter det tyvende århundredes mest populære Rosa, og det er naturligvis Rosa Luxemburg, vi tænker på. Egen nøgle til Rosenborggade Deres Bibliopat tør næsten ikke indrømme det, men alligevel: I loftsbibliotekets afdeling for politisk filosofi og teori opbevarer han stadig to skrifter af den gamle socialist. Han har ikke læst i dem i tyve år, men nænner ikke at skille sig af med hverken 'Reform eller Revolution' eller 'Den russiske revolution'. De minder ham om dengang, han havde sit eget lille depotbibliotek i et lille studerekammer på Institut for Samfundsfag i Rosenborggade i København. Dér, hvor der nu befinder sig en cand.scient.pol.-fabrik. Med egen nøgle, skrivemaskine, kaffekop - og bøger naturligvis. Fast pensum Efter i sidste uge at have beskrevet sin nat med Oswald Spengler kom Bibliopaten til at stille et quizspørgsmål om Die Rosa, og antallet af korrekte besvarelser afslører, at mange af Politikens læsere - 61 i hvert fald - har et forbløffende veludviklet kendskab til hende. Det er både underligt og ganske naturligt. Underligt, fordi det vel ikke behøver være en del af voksne danskeres almendannelse at kende til den tyske socialist, der blev født i 1871 i Polen og myrdet sammen med Karl Liebknecht i 1919, hvorefter hendes lig blev smidt i Landwehrkanalen. Ganske naturligt, fordi Rosa Luxemburg i den marxistiske indoktrinerings tidsalder var fast pensum i de fleste læseplaner både ved de mellemlange og videregående uddannelser i Dannevang. Deres Bibliopat kender adskillige jævnaldrende, der uanset om de i sin tid læste til arkitekt, psykolog, socialrådgiver, økonom, bibliotekar, pædagog eller jordemor var nødt til at tilegne sig et ganske betydeligt kendskab til Luxemburgs politiske og teoretiske position i det tyske socialdemokrati i 1900-tallets andet årti, hvis de ville gøre sig håb om at gennemføre deres uddannelse. Søde piger i smækbukser Det lyder absurd, men sådan var det. Det var obligatorisk at arbejde sig gennem det klassiske studieemne: Debatten mellem SPD's tre store navne: Karl Kautsky, Eduard Bernstein og Rosa Luxemburg. Og det var sikkert som Amen i kirken, hvis vi må have lov at udtrykke os så umarxistisk, at man kun bestod, hvis man endte med den konklusion, som var den eneste tilladelige at ankomme til dengang: at Eduard var en fæl revisionist, at Karl var en mosgroet ortodoks, der svigtede, da det kom til stykket, og at Rosa-pigen var den eneste, som var værd at samle på. Hun var nemlig revolutionær, tilmed krigsmodstander - og kvinde. Deres Bibliopat husker endnu dengang, han som lidt ældre studerende bevidnede en gruppe søde piger i smækbukser, børn af det danske velfærdssamfund, indædt diskutere, hvor katastrofalt det var, at Eduard Bernstein havde tilladt sig at agitere for den parlamentariske vej og modsat sig den voldelige revolution. Et halvt år senere var et par af pigerne for længst brudt sammen - og ud af studiemiljøet for at finde faglige udfordringer af mere nutidig, og skal vi sige - relevant karakter. Uden realitetssans Man forstår dem godt. Om den formastelige Bernstein skriver Luxemburg i en af Bibliopatens støvede bøger, at han tager helt fejl, når han hævder at »Kapitalismens generelle sammenbrud bliver stadigt mere usandsynligt, fordi det kapitalistiske system viser stadig større tilpasningsdygtighed«. Ak, ja. Bernstein havde fuldstændig ret, men er af den revolutionære arbejderbevægelse altid blevet hånet, fordi han engang sammenfattede sin politiske holdning i sætningen, som enhver demokrat må kunne tilslutte sig: »Endemålet betyder intet for mig, processen er alt«. Rosa Luxemburg var visionær, men fuldstændig uden realitetssans. Hun var splittet i forhold til den russiske revolution, men trods sin kritik af leninismen, en af det tyvende århundredes store forbryderideologier, endte hun alligevel med at lovprise Lenin for, at han turde. Mindelund i Friedrichsfelde Se, nu er vi godt klar over, at vor målløse læser forundret spørger sig selv, hvad i alverden det er for et verdensfjernt skoleridt, Bibliopaten har gang i, og vi holder da også inde med vort lille foredrag om revisionismedebatten i SPD lige her, idet vi dog fremturende fastholder: Når Bibliopaten quizzer eller fremdrager diverse publicister og publicistiske artefakter (herunder bøger) fra glemslen, er det altid i den højeste oplysnings tjeneste! Om martyren Rosa Luxemburg vil vi slutte med at nævne, at titusinder hvert år holder hendes minde i live ved at valfarte til den lille mindelund i Friedrichsfelde, som vi for at hjælpe vor quizpublikum en smule, nævnte i sidste uge. Åh, Rosa, Rosa, Rosa, din skæbne var krank, men hvor tog du dog grueligt fejl. Næste uge: Til nytårsaften med Johannes V. Jensen og Karen Blixen - samtidig! Quiz: Han er skabt af disse års mest populære japanske forfatter. Han sidder fra tid til anden nede i en brønd og tænker dybe tanker. Hvem er han? Rosa, Karl - og Margareta Kære Bibliopat, Den tyske forfatter m.m. er Günter Grass. Skribenten, der blev smidt i Landwehrkanalen i Berlin er Rosa Luxemburg. Sammen med Karl Liebknecht organiserede hun Spartakus-opstanden i Berlin 1919. Rosa og Karl blev pågrebet 15. januar om aftenen og efter afhøring under tortur på Hotel Eden kørt bort. Først Karl, som i Tiergarten blev skudt bagfra af kaptajnløjtnant Horst von Pflugk-Harttung. Dernæst kom turen til Rosa. Også hun blev - stærkt forslået - ført bort i bil og dræbt af et skud i hovedet. Både hendes og Karls lig blev smidt i Landwehrkanalen. En kær gammel kommunistkvinde, Margareta Petersen, som boede i Elsa Brandströmstrasse i det tidligere Østberlin og var samtidig med Rosa og Karl og knyttet til deres kreds, fortalte mig derom i begyndelsen af 1970'erne. Margareta Petersen havde været dansk gift og var til sin død medlem af den danske menighed i Berlin, hvis præst jeg var 1968-74 Med venlige hilsener Fritz Bierlich, Hellerup Digtet om rotteungerne i brystet Kære Bibliopat, Endelig, endelig, endelig... Badestrandens anatomiske præsenterbakke erstatter på ingen måde Bibliopaten. Og oven på begivenhederne i Beslan er genkomsten en eksistentiel nødvendighed. Vel mødt. Nuvel, Niels Barfoed - Don Giovanni-eksperten - behøver ikke at krydse Femer Bælt for at vedligeholde venskabet med den danseglade nobelpristager Günter Grass. Han behøver blot at berejse Møn, for i årtier har trommeslageren Oskar Matzeraths skaber sommerferieret dér. En engelsk forlægger blev i øvrigt så begejstret for samme nobelpristagers grafiske udførelse af Oskar med samt den rød-hvide tromme, at han erhvervede retten til at anvende den som forlagets logo. Det var vistnok go'e gamle Michael Joseph - ham med den edwardianske dames blomsterbog. Og, jo, det er rigtigt, Rosa Luxemburg blev - som så mange andre - fisket op af Berlins Landwehrkanal. Næppe nogen af Politikens læsere er ubekendt med, at hun efter Spartakistoprøret sammen med Karl Liebknecht blev myrdet af højreorienterede frikorpsfolk i 1919. Gottfried Benns digt om de to rotteunger der gemmer sig i brystkassen på den unge opfiskede kvinde i Morguen, har altid givet mig associationer... Die Rosa var dog 49 i dødsåret. Med ny bibliooptimisme Evan Bogan For ung til Joyce Kære Bibliopat, Tak for beretningen om natten med Oswald Spengler og næseblodet. Forfatteren, grafikeren og nobelpristageren - det kan kun være Günter Grass, som i øvrigt er i færd med at hjælpe H.C. Andersen ud af barnekammeret, inden han bliver 200 år. På tide. Kvinden, der blev fundet i Landwehrkanalen kan næppe være andre end Rosa Luxemburg. Om Joyce vil jeg sige, at jeg læste 'Ulysses' alt for tidligt og ikke fik noget ud af ham. Har derfor ikke turdet læse ham siden. Jeg læste også Kidde og Pontoppidan alt for tidligt, men dem har jeg da genlæst med udbytte, så måske... Mange hilsener Niels Østergaard-Hansen, Toftevej, Birkerød Breve fra fængslet Kære Bibliopat, Dejligt at have Bøger med din side igen. Det har været en lang sommer uden. Svarene/navnene på de to spørgsmål: Günter Grass og Rosa Luxemburg. De to må vel siges at være indbyrdes forbundne ved begge at være polakker og tyskere. Grass født og opvokset i Dantzig/Gdansk - fristad i mellemkrigstiden, og Luxemburg i det daværende russisk Polen. Begge kom dog til at leve den væsentligste del af deres liv i Tyskland udøvende deres politiske/litterære virksomhed. Begge overbeviste demokratiske socialister. Grass stærkt engageret i det (vest)tyske socialdemokrati SPD - ikke mindst som støtte for Willy Brandt. Luxemburg som fortaler for den yderste venstrefløj i SPD under 1. verdenskrig og novemberrevolutionen 1918, hvor hun (og Karl Liebknecht) dog spaltede sig ud af partiet. Trods dette fastholdt hun sit demokratiske standpunkt, kritiserede Lenins manglende ditto og deltog kun tøvende i den ulykkelige Spartakist-opstand, der førte til mordet på hende (og Liebknecht). De to må til siges, at være modsætninger til den tredje tysker på siden: Oswald Spengler, som var udpræget antidemokrat og i øvrigt (synes jeg!) et litterært og historisk tågehorn. Derimod er/var både Grass og Luxemburg blændende skribenter hver på deres felt, henholdsvis det litterære og det historiske, politiske og økonomiske. Jeg kan dog ikke lade være med at nævne en lille perle af en bog. Rosa Luxemburg: 'Breve fra fængslet' - udgivet i Danmark af forlaget Tiden i 1949 i anledning af 30 årsdagen for hendes død. Her viser hun i brevveksling med veninden Sonja (Liebknecht) helt andre siden af sin personlighed og i et meget poetisk sprog. Med stor hilsen Finn Jørgensen