0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rosa-pigen tog i den grad fejl

Den tyske socialist Rosa Luxemburg, der blev myrdet i 1919, er heldigvis stadig nærværende i den danske befolknings bevidsthed.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

FAST PENSUM. Bibliopaten har adskillige jævnaldrende, der ikke kom gennem studierne uden et solidt kendskab til Rosa Luxemburg. Historisk foto

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Åh Rosa, Rosa, Rosa, hvornår kommer den dag, hvor jeg kan tage din hånd, og vi kan stikke af sammen?«.

Ja, egentlig er det jo 'Mona', Søren Kragh-Jacobsen synger om i sin gamle sang, men det var nu Rosa, som var stjernen, da Bibliopaten var ung, eller rettere yngre og gik på universitetet.

Mange år efter er vi her i boghulen ikke spor i tvivl om, hvorfor hele 3.007 hunkønsvæsener ifølge Danmarks Statistik hedder Rosa i det Herrens år 2004.

Det er da blandt andet, fordi deres forældre har opkaldt deres lille nuttede tøsebarn efter det tyvende århundredes mest populære Rosa, og det er naturligvis Rosa Luxemburg, vi tænker på.

Egen nøgle til Rosenborggade
Deres Bibliopat tør næsten ikke indrømme det, men alligevel: I loftsbibliotekets afdeling for politisk filosofi og teori opbevarer han stadig to skrifter af den gamle socialist.

Han har ikke læst i dem i tyve år, men nænner ikke at skille sig af med hverken 'Reform eller Revolution' eller 'Den russiske revolution'.

De minder ham om dengang, han havde sit eget lille depotbibliotek i et lille studerekammer på Institut for Samfundsfag i Rosenborggade i København. Dér, hvor der nu befinder sig en cand.scient.pol.-fabrik. Med egen nøgle, skrivemaskine, kaffekop - og bøger naturligvis.

Fast pensum
Efter i sidste uge at have beskrevet sin nat med Oswald Spengler kom Bibliopaten til at stille et quizspørgsmål om Die Rosa, og antallet af korrekte besvarelser afslører, at mange af Politikens læsere - 61 i hvert fald - har et forbløffende veludviklet kendskab til hende.

Det er både underligt og ganske naturligt. Underligt, fordi det vel ikke behøver være en del af voksne danskeres almendannelse at kende til den tyske socialist, der blev født i 1871 i Polen og myrdet sammen med Karl Liebknecht i 1919, hvorefter hendes lig blev smidt i Landwehrkanalen.

Ganske naturligt, fordi Rosa Luxemburg i den marxistiske indoktrinerings tidsalder var fast pensum i de fleste læseplaner både ved de mellemlange og videregående uddannelser i Dannevang.

Deres Bibliopat kender adskillige jævnaldrende, der uanset om de i sin tid læste til arkitekt, psykolog, socialrådgiver, økonom, bibliotekar, pædagog eller jordemor var nødt til at tilegne sig et ganske betydeligt kendskab til Luxemburgs politiske og teoretiske position i det tyske socialdemokrati i 1900-tallets andet årti, hvis de ville gøre sig håb om at gennemføre deres uddannelse.

Søde piger i smækbukser
Det lyder absurd, men sådan var det. Det var obligatorisk at arbejde sig gennem det klassiske studieemne: Debatten mellem SPD's tre store navne: Karl Kautsky, Eduard Bernstein og Rosa Luxemburg.

Og det var sikkert som Amen i kirken, hvis vi må have lov at udtrykke os så umarxistisk, at man kun bestod, hvis man endte med den konklusion, som var den eneste tilladelige at ankomme til dengang: at Eduard var en fæl revisionist, at Karl var en mosgroet ortodoks, der svigtede, da det kom til stykket, og at Rosa-pigen var den eneste, som var værd at samle på. Hun var nemlig revolutionær, tilmed krigsmodstander - og kvinde.

Deres Bibliopat husker endnu dengang, han som lidt ældre studerende bevidnede en gruppe søde piger i smækbukser, børn af det danske velfærdssamfund, indædt diskutere, hvor katastrofalt det var, at Eduard Bernstein havde tilladt sig at agitere for den parlamentariske vej og modsat sig den voldelige revolution.

Et halvt år senere var et par af pigerne for længst brudt sammen - og ud af studiemiljøet for at finde faglige udfordringer af mere nutidig, og skal vi sige - relevant karakter.

Uden realitetssans
Man forstår dem godt. Om den formastelige Bernstein skriver Luxemburg i en af Bibliopatens støvede bøger, at han tager helt fejl, når han hævder at »Kapitalismens generelle sammenbrud bliver stadigt mere usandsynligt, fordi det kapitalistiske system viser stadig større tilpasningsdygtighed«.

Ak, j