Katrine Marie Guldager har skrevet adskillige, fine små historier for børn.
Fremhæves kan især ’Pigen, der var bange for at være ond’ med illustrationer af en Afrikakåd Cato Thau-Jensen. Nu har Guldager skrevet en bog om venindeskaber for Carlsens ’stribede’, der især henvender sig til begynderlæsere. I de ’stribede’ såvel som Gyldendals Dingo-bøger m.fl. lever det noget flossede begreb ’billedroman’ fuldt så godt som i Dansklærerforeningens berømmede serie af samme navn. Som denne forfatter i øvrigt også har bidraget til. Det er et af barndommens store mysterier, hvorledes livslangt venskab på et splitsekund kan blive forhenværende. Det er mest en pigeting. Om mandagen leger Nynne og Karin, som de altid har gjort. Om tirsdagen er venskabet slut. Nu leger Karin med Regitze. Nynne slår sig på Lone, der ellers går for at være lidt for tung og tyk. Men det viser sig, at Lone er fuld af latter og fantasi. Hun blomstrer op. Nynnes og Lones forældre begynder at ses. Så en dag finder Karin og Nynne sammen igen. Historien er dog ikke slut her. Den slutter vel egentlig aldrig. Det antydes, at man kan være tre sammen. Noget, som ellers afvises af den nyere venindeforskning. Uden sentimentalitet fortæller Katrine Marie Guldager sin lille historie om brukne venindehjerter og iskold afvisning. Sproget er helt nede i gear, mens den sørgmuntre handling skrider frem. Da Nynne beder om godt vejr igen hos Lone, siger denne: »Det ved jeg virkelig ikke«. Sådan ville en velskolet børnebogsforfatter ikke have formuleret sig. Det er derfor, Guldager er så god. Måske havde hun fået bedre modspil fra en mere markant illustrator end Siri Melchior. Tegningerne er tynde i stregen, hovederne store og uden meget liv. Bedst er Siri Melchior i farvelægningen. Her er veninderød i alle tænkelige nuancer. Blev man klogere? Bestemt! Men på hvad? Det ved jeg virkelig ikke.
