Sorg var også temaet i Kamilla Hega Holsts første bog for børn. Historien om ’Den sovende sangerinde’ indbragte sin forfatter Kulturministeriets børnebogspris i 2003. Det er første gang, prisen blev givet til en debutant. Og man kunne have sine bange anelser efter dette måske dødbringende skulderklap. ’Metilies underjordiske rejse’ har været hele ventetiden værd. Det mærkes, at den har været svær at skrive. Både hvad angår komposition og rytme, men især bevarelsen af den nøgterne, blåøjede sprogtone fra debuten. Den lever og har det godt. ’Metilies underjordiske rejse’ er en forunderlig neddykning i sorgens rige, som ikke helt følger den fantastiske genres krav om ud og hjem i god behold. Rejsen har tankevækkende svinkeærinder, og mange spørgsmål står velgørende ubesvarede ved tvillingernes hjemkomst til den virkelige verden. Max og Metilie er født med få minutters mellemrum. De elsker hinanden, men da deres mor dør, farer der en sorthed ind i pigen, som får hende til at løbe hjemmefra. Hun ender i den store skov som fange hos en vanvittig kvinde og hendes halvblinde, skaldede hjælpere i gangene dybt under jorden. Max er på sporet. Han bliver dog midlertidigt afledt af pigen Ralle – en slags Pippi med hårde øjne – som selv bor i skoven, men i et Christianialignende samfund, Frilona, hvor også galskaben lurer. Problemet er, at Frilona er ufrugtbart, og alle dets børn træller sammenlænkede for Vera, der måske er ond. Hun er i hvert fald barnløs. Nu følger en række hæsblæsende jagter. De er ikke skrevet med hjertet. Det er til gengæld alle de fine små detaljer i samspillet mellem drengen og pigen. Deres tanker og små kærtegn lukker op for et nyt syn på, hvordan vi mennesker indretter os. Uden ét negativt ord siger forfatteren, hvad der skal siges om Frilona-modellen. Og uden unødig snak vender tvillingerne hjem til den mor-tomme lejlighed. Sorgen lever, men nu er de rensede, rystede og rustede.