For nylig roder jeg en bunke nyere feriebilleder fra Vesterhavet igennem.

På et af dem toner min husbond frem i stramtsiddende badeshorts. Hans gode ven Lars er med. De griner. Lidt fra dem, helt ude i kanten af billedet står en kvinde i rærlig, sort bikini. I et splitsekund når jeg at kategorisere hende som både midaldrende, fedladen og ucharmerende skrutrygget. Så opdager jeg, at kvinden i billedkanten er mig selv. Vores mentale selvbilleder har det med at installere sig som nådige bolværk mod erkendelse af tidens kropslige slitage. Jeg glor vantro på billedet fuldstændig ude af stand til at identificere mig med dén kvinde. Det samme gør en række kendte danskere i bogen ’Fyrre Fanfuckingtastic!’, som Bettina Wøhlk har interviewet for at tjekke, om fyrreårskrisen kradser. Misforholdet mellem alderen og aldersfølelsen går som en rød tråd mellem de tolv interview. Og skal man tro journalisten Maise Njor, er det et livslangt vilkår. Hendes 95-årige farmor, bevæger sig rundt i lejligheden som en 28-årig, og undrer sig såre over, hvem den grimme, gamle kone i spejlet dog er, fortæller Njor. Længere levealder er en af forklaringerne på miseren, hævder Thorning-Schmidt, en af bogens andre interviewede. For 100 år siden havde mange været 25 år på arbejdsmarkedet, når de rundede 40. Man var nedslidt, blev ældre tidligere og levede kortere. 40 år var ikke bare ’voksent’, det var gammelt!
Landets mediedarlings Nu er miserable levevilkår ikke just kendetegnende for hverken tv-vært Jesper Steinmetz, ’Kender-du-typen?’ Christine Feldthaus, journalist Tine Götzsche eller komiker Warny Mandrup. Ikke mange tegn på krise dér! De rent ud sagt stortrives i deres Frederiksberg-lejligheder. Har fundet en lille, lun modenhed, der fitter den pondus, de har erhvervet sig som landets mediedarlings, eller fordi de for nylig har lagt livsbanen om og fundet de vise sten ad den vej. Happy, happy, happy! Men så er der alligevel det med kroppen. Den ter sig, fortæller de. Buler ud og rynker. Man står dér i Magasins prøverum og ligner en stabel ubagte pizzabunde, fortæller Feldthaus. Forfaldet sniger sig ind ad bagdøren, hvor indædt de løsere hængsler og skrøbelige knæ end benægtes. Man kan selvfølgelig tage plads i fitnesscenterets helvedesmaskiner og knokle sig segnefærdig. Hvilket nogle af interviewpersonerne gør. Men sagen er, at forholdet mellem knokleriet og madindtaget ændrer sig med alderen efter devisen ’mere sved mindre mad’. »Jeg er træt af ikke bare at kunne råæde«, siger Feldthaus videre, »hvis jeg ikke blev tyk, ville jeg hammeræde hele tiden«. Som kompensation cremes og trænes der i de kendtes rækker. Og plastikkirurgi er måske nok desperado-tricket, men slet ikke en fremmed tanke på de kanter. Glamourfaktoren Hvorfor er det lige, at vi partout skal trækkes med kendte menneskers meninger om alt mellem himmel og jord, når det er de færreste, der for alvor har noget på hjertet? Glamourfaktoren trækker selvsagt fluerne til – og forlag og penge vel. Men reelt er der ikke mange kalorier at sætte til livs, når man sidder med bogen i hånden. Seriøse temaer røres med 350 gram klichéer i pulverform og bages på laveste fællesnævner, værsgo og spis! Men sådan må det vel blive, når forfatteren har skimmet vennekredsen og fundet et par gode veninder at sludre med, en flok gamle kolleger og nogle lækre mænd, hun bare gerne vil møde. Har det jubelråb, Wøhlks succesfortællinger bringer til torvs, overhovedet noget med virkeligheden at gøre? Og er det bare tilnærmelsesvis nødvendigt at forstyrre verden med? Ét – siger og skriver ét – interview brager igennem Se og Hør-fernissen som vedkommende, overraskende og dybt, dybt rørende, nemlig samtalen med den tidligere cykelrytter Brian Holm. Det er hele bogen værd, var jeg ved at sige. Havde det ikke været for interviewet med en anden Brian, nemlig kulturminister Mikkelsen, hvis sygdom i sommeren 2006 nær havde kostet ham livet. Fik konstateret tarmcancer Nu kunne man forvente, at opholdet i livets randzone have stukket ministeren et par åndfuldheder i baghånden. Men nej, de dybere refleksioner skal der en cykelrytter til at levere. Brian Holm fik konstateret tarmcancer et par år efter sin 40-års fødselsdag. Og selv om sygdommen i dag er helbredt, falder det let at identificere sig med hans dødsangst. Den ramte som en forhammer og var ved at vælte manden omkuld. På sikker afstand træder en mere livsklog Holm i karakter, der ikke giver fem potter pis for Nik & Jays ønske om at køre Ferrari op og ned ad Strandvejen, hvis de havde »En dag tilbage«. Han foretrækker at fodre fugle i Frederiksberg Have sammen med sønnike eller drikke te i køkkenet med et par af sine brødre. »Ikke særlig kompliceret«, konstaterer han. Her slutter bogens øjeblik af zenbuddhistisk eftertænksomhed. De eksistentielle krinkelkroge, sociale variationer og hårde kanter, man nemt slår sig på rundt om hjørnet til de 40, får – ud over Holm – aldrig en ærlig chance. Men når det kommer til stykket, har det nok heller aldrig været ambitionen.