Genopretning. Poul Schlüter samlede penge op fra Amalienborg Slotsplads. Hver en mønt skulle bruges til at få landet på fode. Foto: Polfoto

Genopretning. Poul Schlüter samlede penge op fra Amalienborg Slotsplads. Hver en mønt skulle bruges til at få landet på fode. Foto: Polfoto

Bøger

Mimrebog om Schlüters magtovertagelse

Det er en fremragende idé at lave en antologi, der markerer 25-året for regeringsskiftet i 1982. Bare ærgerligt, at ’På ret kurs’ er endt som en tandløs mindebog.

Bøger

Billedet fra september 1982 fanger ikke blot et historisk øjeblik.

Det fanger samtidig et af de vigtigste karaktertræk hos den mand, der de efterfølgende 10 år skulle komme til at lede landet.

En nybagt statsminister Poul Schlüter (K) er netop trådt ud på Amalienborg Slotsplads sammen med sin nydannede regering. Som en symbolsk handling for at ønske held og lykke kaster fremmødte tilskuere småmønter på jorden foran ministerflokken. Og så er det, at Poul Schlüter viser sin helt enestående evne til at gribe situationen.

Statsministeren bøjer sig simpelthen ned for at samle mønterne op. For at markere, at der nu er brug for en helt anderledes nøjsomhed, end landet har været tjent med under den socialdemokratiske epoke, der sluttede, da Anker Jørgensen (S) 2. september 1982 opgav regeringsmagten, fordi han ikke kunne gennemføre den nødvendige økonomiske politik.
Gennemgribende reformperiode

Med Schlüter-regeringens tiltrædelse lød startskuddet til en af mest gennemgribende reformperioder i dansk politisk historie. Først og fremmest på det økonomiske område med indførelsen af fastkurspolitikken og afskaffelsen af den idiotiske dyrtidsregulering, efterfulgt af en række reformer, som var med til at lægge grunden for, at Danmark i dag er blandt verdens mest konkurrencedygtige økonomier. Men også på privatiserings-, uddannelses- og medieområdet blev der gennemført varige forandringer.

Set i det lys er det en rigtig god idé at lave en antologi, der markerer 25-året for regeringsskiftet. Og man går lystfuld i gang med læsningen af ’På ret kurs – et tilbageblik på systemskiftet’ i forventning om at få udbygget forståelsen af de betydningsfulde reformer og deres tilvejebringelse. Lysten bliver kun skærpet af navnene på bogens redaktører, hvoraf et par af dem er blandt de skarpeste borgerlige hoveder i landet.

Og bogen lægger godt ud med en kontant tekst af Poul Schlüter, hvor han fastslår, at fastkurspolitikken reelt blev til på anbefaling af tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, og hvor Schlüters overraskende udgangsreplik er, at hans største politiske sejr var indførelsen af arbejdsmarkedspensionerne.

Efter Schlüters friske tekst går det jævnt ned ad bakke. Bogen udvikler sig nærmest til en dårlig parodi på en mindestund i alderdomshjemmet for tidligere borgerlige ministre, hvor alle talere tror, at de skal holde dagens eneste tale.

Biedermeirsk svælgen
Hovedparten af bogens tekster er således skåret over nøjagtig samme læst. Først en ensartet gennemgang af Schlüter-regeringens bedrifter. Derefter en messende konstatering af, at det aaaaldrig var sket med en socialdemokratisk regering. Og sluttelig en biedermeirsk svælgen i, at netop borgerlige politikere er af en særlig støbning.

Et af de værste eksempler kommer fra den tidligere konservative forsvarsminister Bernt Johan Collet, der i dag er bestyrelsesformand for den såkaldt borgerlige tænketank CEPOS. Han skriver blandt andet om Poul Schlüter: »Hans pressekonferencer var muntre, og hans forhold til journalister var glimrende. I folketingssalen fremførte han regeringens synspunkter stærkt, klart og overbevisende.

Her blev den socialdemokratiske oppositionsleder, den ellers meget veltalende Svend Auken, ofte bragt til desperationens rand gennem statsministerens skarptslebne blanding af argumenter, humor og mild sarkasme – uden at Schlüter gik over stregen. I folketingsudvalgene gik luften af ballonen i selv meget kontroversielle sager, når statsministeren med en blanding af vægtige argumenter og stor humor fik medlemmerne til at grine, så tårerne trillede«.

Man kvier ved sig at tænke på, hvordan bestyrelsesmøderne i CEPOS løber af ...

Ikke noget særtilfælde
Men der er undtagelser for ren og skær skåltale. Blandt andet en tekst af Skatteministeriets direktør, Otto Brøns-Petersen, som aldrig har lagt skjul på sit liberale udgangspunkt. I en skarp analyse af 80’ernes økonomiske politik sammenligner han Danmark med de øvrige nordiske lande og viser, at de danske reformer ikke var noget særtilfælde.

De andre nordiske lande var også igennem kraftige genopretninger af deres økonomi i perioden – og det uanset om der var tale om borgerlige eller socialdemokratiske regeringer. Og Otto Brøns-Petersen spørger derfor – med god ret – om den førte politik ikke alligevel ville være ført, selv uden regeringsskiftet. Alene fordi det var nødvendigt at skifte politik.

Christopher Arzrounis bidrag hører også til de positive undtagelser. Med udgangspunkt i sociologiprofessor Peter Gundelachs værdiundersøgelser argumenterer Christopher Arzrouni overbevisende for, at danskernes værdier ændrede sig i konservativ og højreorienteret retning i firserne. Der skete en individualisering, og respekten for det private erhvervsliv steg markant. Ikke mindst i kraft af en stigende merkantilisering af uddannelsessystemet.

Teksten er en af de få, hvor der bliver skabt en forbindelse mellem systemskiftet i 1982 og nutidens politiske landskab. Det er, når man læser Christopher Arzrouni, at man får byggeklodser til at forstå, hvorfor det kommende folketingsvalg ikke handler om borgerlige værdier over for socialistiske, men om gradbøjninger af borgerlighed.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce