Fire unge kvinder sidder på en café, fordybet i samtale. En mand dukker op, trækker en stol hen til bordet og slår sig uopfordret ned. »Nå, der sidder I nok helt alene?«, siger han med et stort grin, sikker på sin velkomst. Kvinderne beder den fremmede mand skride, de er aldeles ikke alene, men taler sammen. »Sure grimme lesbiske kællinger!«, siger han og fjerner sig i en sky af eder og forbandelser. I de gamlekvindehuse kunne man få lov at tale i fred En noget usandsynlig situation i dag. Men ikke, hvis vi skriver ’værtshus’ i stedet for café og flytter episoden, som er aldeles autentisk og selvoplevet af denne skribent ikke én, men flere gange, til begyndelsen af 1970’erne. En flok kvinder var ’kun’ kvinder, som altid stod og manglede en mand. Der var en grund til at lave kvindehuse for at få lov at tale i fred. Historien om dengang er blevet fortalt mange gange. Også historien om de børn, der kom ud af kvindebevægelsen. For drengenes vedkommende ofte i enkeltpersoners eksplosioner af frustration, udmøntet i angreb på ’kvindedominans’ i skoler og børnehaver og sågar på universiteterne. Med ’Kvindekampens sønner’ får man et bredere og mere personligt funderet billede af, hvad det betød for syv mænd at vokse op som drenge i en brydningstid, hvor mødrene forsøgte at få en bedre ny position, både inden og uden for murene, og familierne eksperimenterede med nye livsformer.
Rødstrømpebevægelsen Det er mødre, kendt på forskellig vis, såsom forfatteren Bente Hansen, politikeren Helle Degn og lederen af KVINFO, Elisabeth Møller Jensen, samt i større sammenhæng mindre eksponerede kvinder, som dog hver især har sat deres mærke rundt om i landet i opbyggelsen af rødstrømpebevægelsen, i debatten, på højskoler, på Femø, i kvindehuse og andre steder. For ikke at tale om i hjemmet, hvor det ikke altid gik fredeligt til. Sønnerne oplevede stormløbet på mændenes bastioner og har taget det ret forskelligt. Nogle af dem fik kulturchok under ophold på Femø ... men det var der nu også en del kvinder, der fik. For kvindernes vedkommende kunne det ske i form for en slags åbenbaring, men for Sebastian Dorset var oplevelsen så ubehagelig, at det med hans egne ord »slog bunden ud af det feministiske projekt for mig«. At tilhøre det forkerte køn Kapitlet med Sebastian og hans mor Annelise er blandt bogens bedste. Både fordi Sebastian Dorset kan formulere den vrede, han har fået ved at føle, han tilhørte et forkert køn, men også fordi familien udsatte sig for alverdens eksperimenter og hev ham med i dem. Bl.a. en slags kollektiv omkring en meget rigoristisk jysk Steinerskole. Hele det kapitel ville man gerne se foldet ud. Men under alle omstændigheder forstår man nu langt bedre, hvor Sebastian Dorsets tilbagelænede, skeptiske form for humor kommer fra. En glad dreng, som synes at favne verden, finder man i Hannibal Nissen. Han har også oplevet en hel del med og uden sin mor Vibeke, der startede kvindehøjskole i Sønderjylland, mens Hannibal boede med sin ikke-biologiske far i kollektivet Svanholm. Hannibal fremstår som et menneske, der har fået det bedste ud af alting og lært af sine meget brogede erfaringer. Men også som en mand, der har forskellige identiteter, afhængig af hvor han er. Identiteter som aldrig får lov at smelte sammen til én. Hvad enten man er vokset op i en brydningstid eller ej, har nogen en mere interessant historie at fortælle end andre, og der er kapitler i Britt Liljas bog, der virker hørt før.