0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den mærkelige kunst at gøre billeder af sin erindring

Jytte Rex’ bog ’Dobbeltgænger’ er lige så krævende, lige så sær og lige så sammensat, som hendes film undertiden kan være det. For den handler om at ophæve tiden og krydse og forbinde sansning og erindring i det samme billede.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad enten Jytte Rex maler, filmer eller fotograferer, forsvarer hun de særlige billeder, der kortlægger erindringens krogede spor.

Hendes indsats er et opgør med hele den synlighed i hverdagen, hvis sprog og budskab er så indiskutabelt som tegnene på et færdselsskilt. I stedet for enkle, endimensionale billeder sætter hun sine egne mangetydige. Det er hendes udgangspunkt – og hårdnakkede postulat, om man vil – at den flerdobbelte oplevelse af sansning og erindring kan overblændes og fastholdes i samme visuelle form. Det er et projekt, som hun insisterer på. Alle kunstneriske processer lever i inspirationen fra den stædige eller måske heroiske idé, at de lader sig realisere, trods alle odds. Det gælder også Jytte Rex’ projekt.

Noget må der være om snakken, eller om ideen: det dobbelte billede, eftersom bogen ’Dobbeltgænger’ er en realitet. Den er tilmed på knap to hundrede sider og enten utilgængelig eller forførende fascinerende at blade igennem, og dens billeder – for man tør kun med visse forbehold kalde dem klassiske fotografier – er springende, skiftende, dybt usammenhængende og et eller andet sted alligevel forbundne. Først glimtvis og gradvis fornemmer man, at bogens billeder har et fælles rodnet i personlige oplevelser, som knytter sig til forskellige faser af kunstnerens liv. Som tiden går, opløser tiden selv disse oplevelsers varierede kronologi, og alle billeder uanset alder forskyder sig ind over hinanden for til sidst at samles som bølger af ringe i samme uklare vandoverflade. Som oplevelser betragtet er det ikke længere muligt eller rimeligt at adskille dem. For hvad kunstneren husker, om det så er en fjern barndomsoplevelse, er for hende lige så nærværende og påtrængende som det, hun netop har set og måske ligefrem har eksponeret.

Om bogens titel har fotografen Jytte Rex, som snarere er en slags forfatter i billeder, skrevet: »Ordet dobbeltgænger refererer til en forestilling om, at noget ubevidst, et andet jeg, kan gå ind i et menneskes spejlbillede, skygge eller portræt, og dér således få et selvstændigt liv – for eksempel i form af et maleri«.

Én tid og ét sted
Men kan man gøre det synligt for andre, som kun har et liv og en begrundelse i ens egen erindring? Kan man ved fotografiets hjælp antyde eller genskabe det, som man alene husker? Videnskabsmanden vil sikkert svare nej. Men svaret bør ikke være kategorisk afvisende. For en kunstner kan i sit arbejde antydningsvis simulere den proces, der skyldes møder mellem mere end én tid og ét sted.

Politiken.dk i