Den iranske eksilforfatter Kader Abdolah, som skriver på sit nye hjemlands sprog, nederlandsk, blev introduceret på dansk med den fine roman ’Kileskrift’ for fire år siden.

Med sin nye roman, ’Huset ved moskeen’, når han nye højder. Bogen er en slags klassisk familiesaga, men den er også en helt bevidst indføring i den milde islamiske tradition, han selv voksede op i, skrevet for vestlige læsere. Og dog er det en rigtig farverig, fængslende roman, som er blevet solgt i et par hundrede tusinde eksemplarer på det nederlandske marked. Læseren mærker hensigten, men bliver ikke spor forstemt, og det skal der noget til. Den centrale person i bogen er tæppehandleren Aga Djan, en velstående og agtet mand i den (fiktive?) nordiranske provinsby Senedjan. Hans familie har i århundreder ejet et hus, der er sammenbygget med byens vigtigste moske, og for ham er huset og moskeen ét. Rundt i huset og rundt om ham udfolder de andre personer deres væsen, fra de to ugifte ’bedstemødre’, der i deres ungdom lod sig bedåre af en digter og stadig står til hans rådighed, når han kommer på besøg, til den usympatiske imam, der gifter sig med den gamle imams datter og senere kommer til at spille en blodig og skrækindjagende rolle under præstestyret.
Det smukke Safranbjerg Romanens tid spænder nemlig fra shahens epoke over Khomeinis revolution til noget nær nutiden – og Abdolah er skarp i sine skildringer af både det ene og det andet undertrykkelsesapparat. Som kontrast til dem står hædersmanden Aga Djan, der er dybt troende, men handler og tænker ud fra en human livsklogskab. Det går ham ilde, for hans tro er ikke af samme art som Khomeinis og hans tilhængeres fanatisme. Men mange tab og mange ulykker senere mødes han med en gammel ven en forårsdag på det smukke Safranbjerg, der også spillede en rolle i ’Kileskrift’, og nogle pinefulde knuder i hans sjæl løses op. Der er megen skønhed og mange historiske facts i ’Huset ved moskeen’. At skrive om et lands historie er ikke så vanskeligt, at skrive om et lands skønhed er et taknemligt emne, men at skrive om et helt lands sorg er svært – og det lykkes for Abdolah. Med rolig autoritet benytter han sig af den alvidende fortællerrolle, som han drev et postmodernistisk spil med i ’Kileskrift’; her er han ikke bange for at blive læst af mange, og der er intet kulørt eller leflende ved hans måde at bruge de traditionelle greb på. Det er en bevægende roman, det tør jeg godt sige – og i en meget velfungerende dansk oversættelse ved Birthe Lundsgaard. Der er grund til at være spændt på Abdolahs næste bog, som er lige på trapperne. Det bliver en roman om Muhammeds liv, kombineret med en subjektiv gendigtning af Koranen. Risikabelt stof og givetvis debatfremkaldende. Men i modsætning til de skingreste stemmer i den standende debat, både i Holland og her, tør man tro på, at Abdolah virkelig ved, hvad han taler om.