2. april 1801 var en af de sorte dage i Danmarkshistorien, måske den sorteste, for fra denne dag af gik det kun én vej for den danske regent og hans land – nemlig ned ad bakke. Det var på denne 2. april, at englænderne bankede kongens flåde lige uden for københavnernes hoveddør – havnen. Mange omkom, men selv om vi tabte, mente vi, vi vandt – i al fald moralsk. Danskerne er nemlig ikke sådan at slå ud. Da kongen dvs. kronprinsen ikke havde midler – eller ikke ville bruge sine midler til at hjælpe de mange familier, der havde mistet deres forsørger – trådte andre hjælpende til, og den ene var skuespilleren Hans Christian Knudsen (1763-1816), den første ‘folkets’ skuespiller på den kongelige skueplads. Han var nemlig ikke rigtig dannet, blot murersvend, og han havde af denne grund haft svært ved at vinde gehør. Men hans talent var stort, så han sejrede og blev en meget elsket skuespiller. Han ville gøre noget og arrangerede derfor med kongelig velsignelse en lang velgørenhedsrejse rundt i landet, hvor han optrådte, og entréen gik til at afhjælpe nøden i de familier, der havde mistet en forsørger, eller hvor forsørgeren var blevet uarbejdsdygtig. Sekretær Sigurd Skuespiller Knudsenfår sig en sekretær, Sigurd hedder han, og det er ham, der har hovedrollen i Peter W. Bredahls debutroman ‘Dannebrogsvalfarten’. Han er lærersøn, men har måtte tage til takke med et job som lokumstømmer, nok det værste arbejde man overhovedet kunne have. Læseren følger ham både i det nederdrægtigt beskidte job og i de intriger og kampe, som hersker her og ude i landet på den patriotiske rejse. Han møder undervejs mange gode, velmenende mennesker, blandt andet får han nye sko hos en tiltalende, ung skomager i Odense ved navn Hans Andersen. I København har han efterladt sin yndige kone, som må klare sig igennem uden ham. Hun er tapper, smuk, god – som var hun klippet ud af et af Grimms eventyr. Lidt fornøjelse har hun nu også, idet hun sammen med en anden får ‘billet’, som der står, til Fru Bruns salon, hvor de skal opleve Fru Bruns datter Ida »fremføre sine berømte attituder for et større publikum«. Hertil er der at sige, at det ikke var muligt sådan at få en billet til disse højst private arrangementer, men det er det altså her. Lettere kvalmende og usandsynligt Ved denne lejlighed møder vi også Knud og Kamma Rahbek, som gerne ville overtage Bakkehuset. »Desværre lå det tungt med finanserne, men når det faldt på plads, måtte Anna Lucia endelig komme ud til det landlige Valby ...«. Hvad gør læseren så, når hun nu tilfældigvis ved, at sådan er det ikke foregået, blandt andet hadede Kamma Rahbek den slags selskaber? Og sådan er det mange steder i romanen, så mange, at den, der ved en anelse om tiden og dens mennesker, må sukke mange gange. Sekretæren/lokumstømmeren Sigurd Hjalte Brødmann gennemfører en klassisk udvikling fra tvivler til troende, men der er ikke megen psykologisk sandsynlighed i skildringen af hans omvendelse liggende for foden af alteret i Vor Frelsers Kirke. Faktisk er den lettere kvalmende. Selvfølgelig må alt ende godt, og det gør det også. Vor helt slipper for at tømme lokummer, han får lov til at fortsætte sin fars skole, så læseren kan tørre sine våde øjne, mens de små børn smiler huldsaligt. Det er bare for meget og samtidig temmelig meget for lidt, og det er brandærgerligt, for emnet er meget velegnet til at spinde en god romanende over.