Et pistolskud gennem kraniet.

Det var ikke lige der, man havde troet, karrieren skulle ende for en ballerina, der altid blev beskrevet i de mest – bogstavelig talt – blomstrende vendinger. Men, barsk nok, var det sandsynligvis det, der gjorde, at vi i dag kan sidde med denne bog i hånden, ’Som et rosenblad for vinden’. Mellem blomster og kugler, det er den slags, der hæver karrierer op til skæbner. Hvem ville ellers have husket på en Elna Lassen? Eller fundet på at skrive om hende? Under alle omstændigheder er det en imponerende indsats, journalisten Merete Wilkenschildt, ekspert i kongestof og forfatter til bl.a. en biografi om Kirsten Rolffes, har gjort med at sammenstykke et billede af den kgl. solodanserinde, der efter en hektisk stund som stjernedanser med internationalt ry begik selvmord i 1930, kun 29 år gammel. Nok så meget som et danserportræt tegner bogen et særdeles oplysende og underholdende billede af forholdene og magtkampene på Den Kgl. Ballet og af hele miljøet omkring Elna Lassen. Den vægtning skyldes til dels, at selve kildematerialet til hendes liv og kunstneriske virke er temmelig sparsomt, så forfatteren har måttet søge vidt og bredt og ty til alskens informationer fra protokoller og journaler. En ivrig kvindejæger Det er der en egen gevinst ved. Fordi vi blandt de overstrømmende anmeldercitater m.m. også får helt kontant besked. F.eks. hvilken våbensamling, der befandt sig i den lejlighed, danserinden boede i sammen med sin tidligere ægtemand Fritz Lassen, som var en ivrig jæger, også kvindejæger: »en dobbeltriflet bøsse af mærket Falke Caliber 12, to engelske bøsser i læderkuffert, to patronkasser, en riffel, en haglbøsse, en revolver og to mahognikasser med to pistoler i hver«. Så der var nok at tage af, den dag hun fandt ud af, at nu var det nok. Slidt og udtæret, en skygge af pigen med det store drengesmil og de drømmende øjne, livfuld som få. HVAD VAR det, der gjorde, at det kom så vidt med Lille Elna? Det giver bogen flere overbevisende bud på. Der er kunstneren, der ikke fik lov til at yde sit ypperste. Den Kgl. Ballet befandt sig i et dødvande og kunne ikke honorere hendes exceptionelle talent, heller ikke pekuniært. Hun havde en helt unik ballon – »en hel olympiade af sejre over tyngdekraften« – en virtuos teknik og et meget moderne udtryk, dertil kunne hun transformere sig fuldstændigt på scenen. Men ud over diverse trivialiteter måtte hun primært danse Bournonvilles balletter, som nu engang udgjorde repertoiret, selv om de for hende føltes som »unatur«. Derfor greb hun chancen, så snart koreografen Fokin kom med sin inspiration fra den moderne russiske ballet og fulgte for en stund efter ham til Paris og New York. Han så storheden i talentet, ligesom Max Reinhardt og senere Balanchine gjorde det. Men for sent.
’Elna, get your gun’ Det er dog ikke nogen ren grædekonehistorie. For der er også en egen vitalitet over skikkelsen, en slags ’Elna, get your gun’ på den livsbekræftende måde – kan man indirekte læse ud af bogen. Uanset sin usikkerhed var hun ret slagfærdig i f.eks. interview, ligesom hun havde modet til purung at rejse helt alene til New York eller til at ville prøve kræfter med revy- og showgenren, hvad der ellers regnedes for aldeles upassende for en kgl. balletdanserinde. At der også var en helt anden kontant grund til hendes trang til showbusiness: hendes livslange mangel på penge, underbygger bare billedet af en eksistens, der gik skævt ... af de forkerte grunde. Hun efterlod sig en del gæld, selv om hun ikke havde levet noget ødselt liv. Optegnelserne over, hvad hun i det hele taget efterlod sig – nogle kjoler, frakker, ti par sko, en sølvræv – siger alt. Om tomhed og ensomhed. Heri lå givet den egentlige grund til selvmordet. Et liv, der manglede nærhed. Wilkenschildt argumenterer overbevisende for, at forældrene nok havde adopteret hende, og at hendes rigtige mor først sent tog hende til sig. At ægtemanden mest holdt af andre kvinder, var der ingen tvivl om. Således kommer bogen i sin form, hvor omgivelserne og Elna Lassens livsomstændigheder fylder mere end selve portrættet af danseren, meget præcist til at spejle tragedien: Omstændighederne kom til at fylde så meget, at danseren aldrig kom til at folde sig rigtigt ud.