Med sin biografi vil historikeren Mikkel Kirkebæk om bag de mange fjendtlige og venligtsindede myter om C.F. Schalburg og ind i mandens egen forestillingsverden.
Det kommer han. Biografien er et direkte og vellykket indblik i et menneskes politiske radikalisering. Oveni får man sågar historien om en usædvanlig familie, der også talte en smuk balletuddannet søster, som blev spion for tre stormagter, og Schalburgs søn, som selveste Heinrich Himmler tog under sine vinger. Schalburg kom til Danmark som flygtning i 1917. Han var født i 1906 i Sibirien. Hans far var dansk, men drengen først og fremmest russer. Revolutionen havde ramt familien med forbindelser til tsarhoffet hårdt. Christian Frederik Schalburg erklærede krig mod bolsjevikkerne. Dansk topnazist Schalburg begyndte derfor en officerskarriere i den danske hær og blev dansk nationalist. Hans indædte antikommunisme og jødehad tilsat antiparlamentarisme og antiliberalisme gjorde ham fra slutningen af trediverne til dansk topnazist. 9. april 1940 befandt han sig i Finland for at bekrige Sovjetunionen. Han var utrøstelig over den næsten kampløse danske overgivelse og ville kæmpe mod besætterne, mod tyskerne. Ikke desto mindre betragtede han Hitler-Tyskland som det eneste ægte bolværk mod kommunismen og endte med at melde sig til tjeneste i SS. Kirkebæks bog er grundig og undertiden for detaljeret. Men den er velskrevet og giver gode indblik i nogle af besættelsestidens gråzoner – og eliminerer andre. For Schalburg blev den nazistiske observans og SS-karrieren en ufrivillig enkeltbillet ud af det nationale fællesskab. Officerskammerater og menige havde i trediverne åbenbart set stort på hans politiske holdninger og jødehad, der heller ikke hindrede ham i at være dus med kongehuset. Men ingen af dem ville være i stue med en nazist efter 9. april og slet ikke med en Schalburg i SS-uniform. Her var ingen gråzone. Kun forkerte valg. Schalburg fattede det aldrig. I 1942 blev han kommandør for Frikorps Danmark. Ligesom i livgarden var han ualmindelig afholdt blandt de menige pga. sin aristokratiske karisma og alligevel moderne og uortodokse lederstil. Så langt var han som skabt til SS. De taktisk-militære evner derimod var til dumpekarakter. Hans ildhu og fanatisme kostede døde, og i juni 1942 blev han selv dræbt af sovjetiske granater. Dansk patriot Med rette bruger bogen plads på at belyse, hvordan Schalburg som dansk patriot, troende russisk-ortodoks og russofil kunne gå i krig for et Nazi-Tyskland, der havde besat Danmark, betragtede russerne som undermennesker og opererede med enorme scenarier for etnisk udrensning i øst. I Kirkebæks tolkning gik Schalburg indledningsvis ikke så meget i krig for nationalsocialismen som mod kommunismen. Bogen viser klart, at han ved fronten bevægede sig ideologisk og efterhånden helt antog SS’ herremenneske-ideologi og pangermanske verdenssyn. Hvordan får Kirkebæk greb om mandens tanker? Bogen bygger på et stort samtidigt kildemateriale, hentet fra arkiver i ind- og udland og fra private samlere (her savner man i så velvoksen en bog en samlet introduktion til kilderne). Schalburg førte dagbog, korresponderede ivrigt, indsendte læserbreve til aviserne og skrev adskillige antikommunistiske og antisemitiske skuespil – opbyggelig underholdning til ungnazisterne. Et af bogens scoop er forfatterens samtaler med Schalburgs søn. Aleksander Schalburg, der efter faderens død fik Heinrich Himmler som gavmild SS-fadder, beretter om, hvordan det var at være søn af et forrædersymbol. Navnlig efterkrigsårene var hårde for Schalburgs efterladte. Schalburg var i venner og fjenders øjne en stor personlighed og især i egen opfattelse en sand patriot, der ville danskerne og russerne det bedste. Men det forhindrer ikke et menneske i samtidig at være opflammet af racistiske og totalitære ideer. Det viser Kirkebæks flotte biografi, der er det til dato mest indgående kritiske portræt af en dansk SS’er, og som tilmed er langt mere end det.
