Asta vågner med ondt over det hele. Hun skal i hvert fald ikke i børnehave. Så godt, det er lørdag! Asta vånder sig og væmmes ved havregrøden. Hun er også svimmel i halsen. Noget må der gøres. Hun skal have plaster på. Desværre råder familien kun over et enkelt stykke plaster – det får hun til skrammen på skulderen – men i dagens løb indkøber far og Asta dusinvis af dejlige, mangefarvede stykker af det helbredende klisterstads. ’Plasterpigen’ er forfatterdebut for Annette Bjørg Koeller, mens det er Lea Leténs tredje billedbog.
Alle har brug for en plasterdag Andre børn havde fået skældud. Stop nu det pjat! Men ikke hjemme hos Asta. Far og mor er med på lørdagslegen, der kulminerer ved spisetid, hvor pigens mave begynder at rumle trods plasteret for munden. Underfundigt og udstyret med tonsvis af venlighed skrider historien om en almindelig lørdag frem mod sin rare afslutning. Bliver Asta helt rask? Nej! Alle har brug for en plasterdag en gang imellem. Samvær og gensidig forståelse Tegner Letén er gammeldags på en moderne måde. Hendes stil kan minde om fordums reklamer for Brugsen, og farverne er fra den blødsødne ende af skalaen. Alligevel er der blandet tilpas med syrlighed i sødmen. Der er dobbeltbund i tegnekufferten, så familiens lille (rituelle?) rollespil kan anskues lidt fra oven. ’Plasterpigen’ giver en sjældent indtagende anskuelsesundervisning i samvær og gensidig forståelse. Venlighed som vane. Efter en dag med plaster bliver Asta både mæt og glad. Her er et smil i bogform.