Så enkelt kan det siges!
Med Morten Dürr har vi fået en hjemmelavet psykolog i børnehøjde, der tør være både alvorlig og alvidende på én og samme gang. ’Bomben i madkassen’ handlede om mobning, og hvad man gør ved det. ’Slip aldrig Samiras hånd’, fortalte en grum flygtningeskæbne, og hvad man kan gøre ved det. Nu kommer billedbogen ’Krabledyr’, der er et livtag med døden. Morten Dürr har fundet en ren og selvstændig tone. Når man læser hans historier, undrer det, at de aldrig er blevet skrevet før. Mens mor levede, havde hun og Oswald en leg sammen. De fangede ’krabledyr’ med støvsugeren, eller Oswald klaskede dem med tæppebankeren. Efter mors død er antallet af krabledyr taget til. De er alle vegne, og drengen er ved at gå i spåner under jagten på disse utysker. De sidder på fars kind. Klask! I børnehaven sidder én i Annas hår. Klask! Oswald er til tælling, men så går far med på legen, og sammen nedlægger de myriader af krabledyr. Nu forsvinder de, især når man kilder hinanden på maven. Et ensomt krabledyr Latter får dem til at forstøve. Morten Dürr tør tage sin historie helt ud på kirkegården til sidst, hvor der sidder et ensomt krabledyr i det store træ. De to ’jægere’ lader det sidde. ’Krabledyr’ er en glad bog om stor sorg. Så nemt går det nok ikke altid, men det var da et forsøg værd. Tegningerne er lavet af Dina Gellert. Hun har valgt en retrostil, der forøger tonen af nærvær og hverdag. Krabledyrene fremstiller hun i dur. De vil ikke noget ondt, skønt de er grå og fyldt med spilopper. Og de forsvinder, når deres tid er omme. Her er en billedbog med hensigt og jordforbindelse. ’Krabledyr’ kan kigges af alle. Også dem, der er forfulgt af ’kribledyr’.
