Morten Dürr har fundet en niche med små, letlæste skulderklap til børn. Han præsenterer i bogform og med mange billeder et drama taget lige ud af hverdagen. Så løsner han den spændte situation. Anviser en sti. Og lader meget stå imellem linjerne. Morten Dürr er en god ven at have! Nyt repetoire Små historier som ’Hviskelegen’ og ’Slip aldrig Samiras hånd’ er allerede moderne klassikere. Selv siger forfatteren: »Jeg er som et punkband! Jeg kan kun tre akkorder«. Men det er dem, der skaber venlighed. ’Djævledukken’ markerer en mindre udvidelse af repertoiret. Det er en letlæst bog med elegante illustrationer af Mads Berg. Historien handler om at få en gyselig gave. En bugtalerdukke, der bider sig fast i hånden og har et forfærdeligt sprog. Djævlen med i skole Karls fødselsdag ender med, at Karl bliver lagt i seng. Dagen efter har dukken Karl med i skole. Han kan ikke stritte imod. Heller ikke, når dukken sviner læreren til. Der sker en del i klassens interne hierarki. Dukken skifter ejermand, og det bliver det kun værre af. Hvordan tingene udvikler sig, skal ikke røbes, men en del af dukkens frimodighed bliver hængende tilbage i lokalet. Så djævelsk var den heller ikke. Hele tiden. Klarsynet mangler ’Djævledukken’ har ikke forgængernes enkle klarsyn. Og det er egentlig tilfældigt – og ikke helt med forfatterens hjælp! – at tingene ikke ender værre, end de gør. Mads Bergs sort-hvide illustrationer lyser op. De leger med lys og skygge og farven grå. Hans tegninger er sært luftige og fulde af billeder, som ikke blev tegnet. Det usagte og det utegnede har skabt en historie, der måske alligevel mangler noget.