Det er sjældent, tysk litteratur oversættes til dansk, så når det sker, er det ærgerligt, at det er gjort så henkastet som i denne krimi om et åbent sår i den tyske historie: DDR’s stikkere og deres ofre.
Et desværre rigt stof, og ’Caruso synger ikke mere’ benytter det til en panoramisk fortælling, der intelligent og historiebevidst forfører læseren, trods lidt for mange vildskud på hovedstammen og en noget flakkende synsvinkel.
Pseudonymet Anne Chaplet – der under sit rigtige navn Cora Stephan har forfattet et par politisk-historiske fagbøger – er vel det, der med en anvendelig kliche kan kaldes en tysk ’krimidronning’. Hun har efterhånden skrevet ni romaner og vandt i både 2001 og 2004 den tyske krimipris. ’Caruso synger ikke mere’ er hendes debut, og forlaget Sohn har ganske rigtigt skønnet, at det var på tide at udgive hende her i landet.
Det skal siges straks – til beroligelse for visse mandlige læsere – at de kvindelige specialiteter/trivialiteter, der kendetegner de såkaldte femikrimier, ikke er til stede her. Nok fordi det ikke er en kvinde, der er detektiv, og fordi ’Caruso synger ikke mere’ slet ikke er en femikrimi, selv om kvinderne i den i udpræget grad tænker og taler selv – til en vis grænse: forelskelsens.
Tilpas kliché
Der er en kvindelig statsanklager, som er lige tilpas kliché nok til at være biperson uden at stjæle billedet, men ikke så meget kliché, at hun er en fornærmelse. Hun kommer igen i de senere bøger, ligesom den stærke, ensomme Anne Burau med en skæbnesvanger fortid, der skyldes naivitet, politisk og især privat. Nu har hun økologisk kødproduktion og hestehold med rideskole. Spørgsmålet om, hvorvidt lidenskab er farlig og derfor af det onde, er en slags overbygning for et par af romanens personer. Mere interessant og farverig – og fuld af kun til dels realiserede litterære muligheder – er dog forfatterens beskrivelse af et landsbymiljø i Hessen, hvortil en anden af Chaplets gennemgående personer, den udbrændte og bondeangrende fraskilte reklamemand Paul Bremer, er flyttet/flygtet.
