Historikeren Axel Bolvig var gennem en årrække professor ved Københavns Universitet med speciale i de kalkmalerier, der pryder og pynter et stort antal danske middelalderkirker. Som statsansat videnskabsmand kan man ikke tillade sig at digte over sit speciale, men når man har kastet arbejdstøjlerne, kan man, og det er det, Axel Bolvig har gjort, nemlig skrevet en roman om og over sit forskningsemne, og det er blevet til en fortælling om jagten på det gyldne skrin, som en af de hellige tre konger bragte med som gave til det nyfødte barn i Betlehem. ‘Balthasars skrin’ skildrer, hvordan skrinet, som er blevet gemt i en af loftshvælvingerne i en fynsk landsbykirke, bliver genstand for en vild og blodig jagt mellem forskellige grupper. En venlig gartner Et af de første ofre i denne jagt på skrinet er en venlig gartner ved Egeskov Gods på Fyn, og efter hans død går det vildt til. Døde mænd falder ikke nærmest, men bogstaveligt over hinanden, og gartnerens hårdtprøvede kone og dennes datter bliver hjulpet og støttet af mand, der ved alt om kalkmalerier, og som holder uendeligt lange kalkmaleriforedrag om sammenhænge og ikke-sammenhænge. Foredragene kommenteres af de to kvinder, som var de flinke studerende ved et seminar og ikke famlede rundt ude i nattemørket med frygtelige forfølgere i hælene. Der er nedlagt megen viden i romanen, men det er surt at måtte sige, at den selv med implicitte hilsner til ‘Da Vinci-mysteriet’ ikke fungerer synderlig godt som roman. Udredningerne er alt for lange og udramatisk fortalt, de optrædende personer er for flertallets vedkommende rene tegneseriefigurer, og værst af alt, man tror ikke på historien. Den fortryllelse, som forfatteren helst skulle etablere, for at læseren er med fra start til slut, mangler. Så hjælper det ikke ret meget, at der er smukke gengivelser af en række kalkmalerier og nedlagt en kolossal viden om disse og den symbolik, den kyndige kan udlæse af dem. Ét er videnskabsformidling, noget helt andet er romanskrivning.