Frederiksberg er en selvstændig kommune, omklamret af en anden og større kommune, København.

Frederiksberg er en bydel, der omfatter sig selv som en have. Frederiksberg er et kulturelt centrum! Ja, man kan opfatte Frederiksberg på mange måder. Men én ting er sikker, at har man engang boet tæt på Frederiksberg Allé, har haft en lille kolonihave i Haveselskabets vidunderlige have, købt ind på Gammel Kongevej, anvendt det velfungerende Hovedbibliotek, så rører hjemveen sig i én, når man får bogen ‘Byen i byen’ i hænderne. Årsagen til denne er, at Frederiksberg fylder 150 år, og som ved tidligere jubilæer udsendes et festskrift. Det lægger sig op til de tidligere festskrifter, fortsætter dem så at sige, så det er det yngre og unge Frederiksberg, det handler om. Bogens redaktør, Grethe F. Rostbøll, lægger ud med at redegøre for overvejelserne – antagelig i kommunalbestyrelsen – om udviklingen i kommunen, om bevaring og fornyelser, lokalplaner og fremtiden, og overlader herefter pladsen til Anne-Louise Sommer, der med smittende begejstring fortæller om Frederiksberg Have og Søndermarkens forvandlinger. Hendes henrykte konklusion på de to parkers historie lyder, at her er der sket »en vedvarende afbalancering af nyt og gammelt, af fornemt og folkeligt og af velordnet stringens og livfuld organisk vækst«.
En arkitektonisk katastrofe Den elegant skrivende Christian Bundegaard causerer over villabegrebet, og han fastslår, at selv etageejendomme på Frederiksberg forekommer at være villaer. Dette udsagn kan da vist kun siges at gælde de noget ældre etageejendomme, for der er sandelig en del, som ikke ligner villaer det mindste. F.eks. er en vej som Platanvej en arkitektonisk katastrofe i dag, plastret til med hæslige højhuse, placeret, hvor der lå skikkelige, kønne villaer. Kun en enkelt eller to har overlevet massakren. Klogeligt har man valgt ikke at bringe billeder herfra. En række af de skulpturer, som pynter det frederiksbergske byrum, gennemgås med lyst og humor af Jens Peter Munk. Han får læserne til at se ting, som de garanteret ikke har bemærket. Det gjaldt i al fald anmelderen, som er gået forbi Mogens Bøggilds skulptur placeret foran det nu hedengangne Radiohus tusinde gange uden at bemærke, at gåsen på skulpturen er ved at dratte ned fra soklen. En række kunstarter og kunstnere har i tidens løb arbejdet og boet på Frederiksberg. Revykunsten har blomstret, teaterkunsten ligeså, og den sidste er heldigvis stadig spillevende, mens revyen nu kun findes på Revymuseet. Erik Hvidt, lederen af Revymuseet, fortæller med fynd, overskud og klem om revyernes op- og nedture, om store kunstnere og mange fallitter. Biograferne får også deres historie, som indtil for nylig har været grum, for der har i en del år slet ikke været nogen biograf på Frederiksberg. Det er der nu, og biografernes op- og nedture skildres af kenderen Ib Monty. Et muntert overskud og en utrolig viden lyser gennem Niels Birger Wambergs gennemgang og portrætter af de forfattere, der har boet i kommunen. Frederiksberg er, skriver han, ...»et sjælelandskab, der er løftet ovenud af tiden, men som meddeler sig via et skær af fortrolighed«. Så danser de frem, forfatterne, fra H.C. Andersen, Fru Heiberg, Viggo Stuckenberg til Jess Ørnsbo, Sara Blædel, Peter Høeg og Henrik Nordbrandt. Han har et digt, som ganske enkelt hedder ’Frederiksberg’. Det er, som om de fleste danske digtere på et eller andet tidspunkt har slået et poetisk slag ind om Frederiksberg. Artiklen ender med en smuk, lille cadeau til den kunstner, der måske mere end de fleste andre ‘var’ Frederiksberg, nemlig Storm P. Musik og sport Musikken og sporten får også deres historier fortalt. Og det er som med sport som med mange andre ting: Noget dukker op, bliver moderne en tid for så atter at forsvinde. Det gælder f.eks. en sportsgren som bandy. Den er der nok ikke mange, som kender i dag. Anmelderen gjorde det i al fald ikke. Nu ved hun, at det er en slags ishockey. Frederiksberg rummer flere læreanstalter, bl.a. Landbohøjskolen, som den hed i gamle dage, som for en parts vedkommende stadig har til huse i Bindesbølls smukke bygninger. Arkitekten fik dog aldrig selv set sit byggeri færdiggjort, han døde undervejs. Afslutningsvis finder man en artikel om byplan og byplanlægning af Eivind Rostgaard. Han ender sin oversigt med ønsket om at få udskrevet en arkitektkonkurrence, som kan rette op på Roskildevejs elendighed ved f.eks. at føre vejen ind under Frederiksberg eller Valby Bakke. . Til slut en sur bemærkning: Bogen er overordentlig lækkert tilrettelagt, men det er ikke synderlig betænksomt af tilrettelæggerne at undlade at sætte sidetal på de mange sider, hvor der er fotos. Vil man vide, hvor et motiv stammer fra, må man hen i registeret. Her får man oplyst sidetallet, som man så må sidde og tælle sig frem til.