Før vi går helt i selvsving over den skandinaviske krimi i almindelighed, afdøde Stieg Larsson i særdeleshed, så er det værd at tage en krydret tapas, en sval pause til at klappe æslet og slå rommen i glasset eller anden eksotisk spiritus end brændevin og hjemmebrændt.
Der er altså andre måder at skrive krimiromaner på end at ryste en cocktail på flamboyant selvtægt, iscenesat hævntørst og skandinavisk retskaffenhed. Der er noget, som hedder poesi, elegi og nostalgi og en saftig, syrlig sang om kærlighed i en kommunistisk tid. Navnet på en sådan sag er den cubanske forfatter Leonardo Padura og hans sørgmuntre krimier med den konstant liderlige, altid smøgforlegne og noget fordrukne kommissær Mario Conde ved kriminalpolitiet i Havana. Her i ’Forårsblæst over Havana’ bliver Conde sat på en sag om mord og muligvis voldtægt af en rettroende kommunistisk kemiprofessor, en smuk, sexet 24-årig kvinde, som er fundet gennemtæsket og groft myrdet. Da ofret er en systemets kvinde, hendes mor noget ved den kommunistiske musik, skal der gås med stalinistiske listesko overalt på gerningsstedet. Det gør Conde så også, mens han samtidig tænker latinsk over kvinderne i sit liv, mangel på samme, fra den længe varende eneste ene, til hende den hurtige, der blev en nat og aldrig mere. Alligevel slentrende, causerende, charmerende – og nok for nogle lidt kedeligt med al den kællingesnak og køkkenskriveri – opklarer han mordet på behørig vis og med egen medbragt smerte. En afslørende katalysator Leonardo Padura lægger sig klart i kølvandet på den store spanske krimiforfatter fra Barcelona Manuel Vázques Montalbán og hans krimier med detektiven Carvalho og om kvinder og kogeri, glade møer og krydret mad, nogle gange lidt for meget mere end saglige mordsager og rationel opklaring. Men Padura er også inspireret af den store Georges Simenon. Således er hans antihelt også en afslørende katalysator for sit miljøs og sin tids moralske værdier, sociale sæder og seksuelle skikke.
