Det er ikke for meget at sige, at jeg foragtede Peter Spar – for selv om han var den pæneste af parret Søren Sold og Peter Spar, som vi stødte på i skolen i form af nogle sparemærker og nogle stærkt moraliserende fortællinger, så var han rædsomt kedelig og fornuftig. Ham var der ikke det mindste spræl i, næh, så var der mere morskab i og ved Søren Sold. Men ham måtte man jo ikke kunne lide – og alligevel gjorde jeg det i al hemmelighed. Den 'forsigtige' generation Det er – og nu er man lige ved at sige for Søren – længe siden jeg har tænkt på Søren Sold, men i det overordentlig både charmerende og ganske dybsindigt erindrende og kommenterende portræt af den generation, Kai Møller Nielsen kalder for den ‘forsigtige’, nemlig generationen født lige før den tyske besættelse af Danmark, dukker han op. Og meget mere end Søren Sold og Peter Spar viser sig på den indre skærm ved læsningen, selv om der var stor forskel på undertegnedes og Kai Møller Nielsens miljøer. Han blev født i Århus i en af arbejderbevægelsens andelsboligforeninger, mens jeg trådte de klemmende børnesko i en af Københavns nordre forstæder. Men noget har generationen dog til fælles, hvad enten den kom fra Århus eller København: Nogle spredte minder fra den tyske besættelse af Danmark, minder der måske i højere grad går på stemninger og lugte end på skyderier og soldaterdramatik, og erindringer fra et skolesystem, der var stift og terpende. På opdagelsesrejser med bøgerne Jeg husker det, der hed underskolen, som en skole, hvor fantasi stort set var bandlyst til fordel for kolossale mængder af regnestykker og kedsommelige diktater. Tænk, at man holdt det ud! Men det gjorde vi. Blandt andet på grund af bøgerne. Vi læste, og vi læste, og i et af kapitlerne fortæller Kai Møller Nielsen overordentligt henførende om al den rejselitteratur, han slugte som lidt større dreng, skrevet af mere eller mindre seriøse opdagelsesrejsende. Han tager også en tur med Gunnar Jørgensens Flemming-bøger, men springer Jan-bøgerne over. Har han virkelig ikke læst om Jan og Erling? En fantastisk fortæller Kai Møller Nielsen er en fantastisk god fortæller, der beretter om en opvækst uden de store traumatiske oplevelser, og hvor han havde det store held, at hans far arbejdede i en biograf, så han så næsten alle de film, der kom frem i de år. Man kan blive ganske misundelig. Mange af tidens stemninger, lys og lyde er med, det eneste, jeg savner en beskrivelse af, er den lugt, som gjorde min far aldeles ude af sig selv, nemlig lugten af løbesod i skorstenen. Tiden – vores tid, vores år – genopstår her i ‘Peter Spar og Søren Sold’, så man – dvs. jeg – synes, jeg er tilbage i en tid, hvor beskedenhed var en stor dyd, og hvor børn skulle tie stille. Det var – kan jeg love for – på mange måder kedeligt. Heldigt at man havde sin fantasi og sine bøger.