Dengang det hele begyndte at revne, uden at vi anede det, altså i midten af 1980’erne, skrev den tjekkiske forfatter Milan Kundera et essay i New York Review of Books. Kundera levede i eksil i Paris, og med sylespids foragt for Sovjetunionen placerede han det trælbundne Mellemeuropa kulturelt i Vesten, men politisk i et østligt despoti, der aldrig havde været og næppe heller nogensinde ville blive en del af den europæiske civilisation. Sovjetunionens vestgrænse var identisk med Europas grænse mod øst, fastslog Kundera. Det førte en omfattende strid med sig, og spørgsmålet er, om Murens fald i 1989 gjorde den overflødig. Er man i tvivl, kan man tanke op i ’Tyskland og Europa i det 20. århundrede’. Den er skrevet af en række historikere og germanister, der i fællesskab holdt konference om emnet i 2006. Det lønner sig, for de 11 forfatteres lærdom fører os ind i det, der stadig må kaldes Europas hjerte: Tyskland. Og her har den kamp, Kundera relancerede i 1984, skabt varige ar i vort kontinents ansigt. Som germanisten Moritz Schramm så glimrende fortæller i bogens afsluttende kapitel, er Tysklands selvransagelse næppe afsluttet. Et anti-totalitært og anti-kommunistisk Europa For Tyskland har det nemlig længe været et åbent spørgsmål, om landet hørte til i vest eller udgjorde sit eget mentale kontinent i et Mellemeuropa, hvis grænser altid har været så flydende og tvivlsomme som Tysklands egne. I dag har Tyskland skrevet sit medlemskab af det Europæiske Fællesskab ind i sin grundlov med bogstaver, som end ikke fremtidige generationer kan udviske. Tyskland er blevet europæisk, mens Europa til alt held blev forskånet fra at blive tysk. Den korte historie, der skrives så udmærket frem i denne samling af indføringer, er, at en bestemt, selvbevidst elite af tyske åndspersoner og statsmænd fra slutningen af 1800-tallet og frem til nazismens voldelige undergang i 1945 forestillede sig, at deres nation var radikalt anderledes end de lande, der lå vestpå, herunder især de kapitalistiske angelsaksiske lande. Efter nederlaget i 1945, den uafvaskelige skam og Tysklands deling forstod kloge politikere at forankre Forbundsrepublikken i vest. Af et muligt anti-nazistisk Europa skabte man et anti-totalitært og anti-kommunistisk Europa med vesttysk deltagelse, som historikeren Karl Christian Lammers påpeger – og skal man måle det med englænderen George Orwells alen, var det også netop, hvad der skulle til, hvis et forenet, demokratisk Europa nogensinde skulle blive en realitet. Krigen repræsenterede kærligheden Men inden den erkendelse dæmrede for tyskerne, legede mange af landets klogeste hoveder, især i årene op til og omkring udbruddet af 1. Verdenskrig med tanken om, at det kejserlige og siden i mangel af bedre Weimar-demokratiske Tyskland repræsenterede en særlig ånd og dannelse, der stod i den skarpest mulige kontrast til Vestens politiske dekadence. Her så vi modsætningen mellem »handelsmænd og helte«, som Werner Sombart så malende beskrev problemet i sin bog af samme navn fra 1915. Denne konflikt ridses op i samlingens suverænt stærkeste bidrag, germanisten Adam Paulsens formidable essay ’Tysk ånd og Vesteuropa’. Længe inden Hitlers racevanvid rev tyskerne med sig, havde en klike af intellektuelle lagt et anti-europæisk fundament, hvor (tysk) kultur blev modstillet (vestlig) civilisation. For disse mennesker repræsenterede krigen kærligheden, humaniteten, lyset og sandheden, mens den lade fred, kræmmernes fred, var had, umenneskelighed, mørke og løgn, for nu at trække det op, så det kan forstås. For dem var krigen livet, freden døden. De fik deres blodtørst stillet ligesom den griske romerske hærfører Crassus. Da han i 53 f.Kr. faldt i sine fjenders hænder, åbnede de hans mund og fyldte den med smeltet guld.
Stærke fantomsmerter tilbage Paulsen viser, hvorledes det lykkedes disse intellektuelle at overbevise sig selv og andre om, at den sande frihed bestod i at identificere sig med statens interesser og lade sig opsluge af ’folkeindividualiteten’ – ja, det ord brugte man, mens vesterlændingene talte deres usle mammon og lod en grisk politikerklasse skalte og valte under ’demokratiets’ bedrageriske maske. Per Øhrgaard skriver et glimrende kapitel om efterkrigstidens første generation af forfattere og intellektuelle omkring tidsskriftet Der Ruf, og af hans fremstilling fremgår det, at der endnu var stærke fantomsmerter tilbage i den amputerede krop. Men som han skriver, »når man først er sluppet ud af et fængsel, er det første, man gør, ikke at gå tilbage for at se, om man har glemt noget i cellen«. Willy Brandts udsoning mod øst Kun enkelte bidrag kommer sporadisk ind på Forbundsrepublikkens bidrag til, at også Østeuropa blev en del af vores europæiske fællesskab. Ernst-Ulrich Pinkert nævner med rette Willy Brandts udsoning mod øst, for hvilken han fik Nobels Fredspris i 1971, og endnu mere vigtigt den rolle, det polske Solidaritet kom til at betyde for Murens fald i 1989. Den, der skriver disse linjer, var på rundrejse i Tyskland i foråret 1982, umiddelbart efter militærkuppet i Polen. Her blev jeg belært af tyske fredsforskere om det forskrækkelige i, at de oprørske polakker »havde rokket med båden«. Syv år senere skulle det vise sig, at Europa kan takke Solidaritets mod for sin enhed. Ikke de håndsky tyskere.