Arsenalet’ er en af den slags bøger, det er vanskeligt at anmelde retfærdigt.
Martin Krogh Andersen (f. 1978) debuterer med denne roman om to drenges venskab, jeg-fortælleren Anders og så Jakob. Vi følger dem i tre groft kronologiske dele, fra de er 12 år, til de er cirka midt i tyverne. Anders’ mor er fraskilt og bor i byen, men lever periodisk med digteren Axel ude på landet, Jakob er derimod rundet af den lokale Agger-slægt. Kontrasten mellem de to er den klassiske: Anders er den pæne, søde og velopdragne dreng, Jakob derimod den rå, vilde og lidt farlige. Titlen, ’Arsenalet’, henviser ikke mindst til nogle våben, Jakobs farfar Thorkild har gemt af vejen, og symboliserer således skjulte farer – og sådan er det hele vejen igennem, fristes man til at sige. Jeg vil ikke levere et referat og skal selvsagt ikke røbe slutningen på den spegede relation mellem de to drenge, Krogh Andersen sikkert iværksætter allerede fra første side. En dygtig håndværker Der er det ved romanen, at den er ualmindeligt stilsikkert skrevet. Krogh Andersen er cand.mag. og har bl.a. befattet sig med Johannes V. Jensens arbejde som journalist – og man mærker tydeligt begge dele i teksten. Krogh Andersen er en meget dygtig sproglig håndværker, han fastholder myndigt sit stilleje, har overbevisende dialoger, plottet er godt skruet sammen med spejlvirkninger og drejninger, og menneskeskildringen fremstår generelt fin. Ikke desto mindre bakser jeg som læser med et irriterende forbehold, nemlig at romanen tilhører den anstrengende midtergruppe, der hverken er elendig eller fremragende, men faktisk rigtig god – uden at det for alvor vækker lidenskaber eller peger på noget særskilt ved måden at være god på. Der er skam både død, drama og lidenskaber, ulmende og træske tangenter, bedrag og skuffelse; ikke mindst i den centrale fortælling om den sten på Agger-grunden, det vil være skæbnesvangert at flytte på, eller det manuskript, der lever en højst omtumlet skæbne efter Axels død.
