Findes museer overhovedet?

Altså nationale museer, der er til for åndens, historiens og erkendelsens skyld? Efter at have læst oplæggene om museumsudstillinger og arkitektur i bogen ’Nye udstillinger i nye rammer’ må svaret blive nej, ikke ret meget længere. Erkendelse findes. Peter Bjerregaard fra Moesgaard Museum fortæller om et kulturbegreb, der er ved at forsvinde. Før udstillede man de enkelte kulturer. Den praksis var udtryk for en position, hvor en ikke-eksisterende, ren europæer ser på en ikke-eksisterende, ren fremmed. Den model for omgang med de fremmede er død og med den også et paradigme for museerne. I fremtiden vil udstillingerne handle om fællesmenneskelige vilkår, ikke om uoverstigelige kulturelle forskelle. Den erkendelse kan redde museet for en tid. Men etnografen Inger Sjørslev fortæller, at de etnografiske samlinger får færre og færre penge, fordi den herskende, snæversynede nationalisme ikke har nogen interesse i det fremmede. At museerne og andre humanistiske, kritiske institutioner, der blev født af nationalismen, nu lider kvælningsdøden, er et paradoks, der er til at forstå. For de truede en overgang med at udvikle sig til at være nogle af de sidste steder, hvor selvgodhed og trang til at styre masserne kunne overleve uden modstand. Men det skal topstyring, kvalitetsreformer og fakturatyranni nok gøre en ende på. Bogens indlæg gør det muligt at gøre status over de hurtigt skiftende idealer for museumsarbejdet. I sluthalvfemserne var museerne som sædvanlig lige til indlæggelse. Publikum kom ikke i de uhyrlige mængder, politikerne ønskede sig det. Kuren bestod i at forstå den besøgendes interesser bedre og rette sine aktiviteter derefter. Udstillingerne skulle ikke være til for fagfolkenes skyld. Museet skulle være en legeplads, et undervisningssted, og idealet var at formidle »det poetiske museum«. Den medicin er god, men fuld af bivirkninger. Museerne kunne fra nu af slide sig selv i stykker i forsøget på at forene erkendelse og underholdning. Men poesien levede, i det mindste som et ideal. Det er væk nu. I dag er det kommercialisering, politisk korrekthed i forhold til de bevilgende myndigheder og halvreligiøs åbenbaring, der er parametrene for museumsdriften.
Enevældens tid Det minder mig om en tid, da museer ikke fandtes, nemlig enevældens tid. Ved statskuppet i 1660 tog præsterne og de borgerlige magten fra adelen (nu: museumsfolkene) og gav den til kongen (nu: politikerne). Borgerne findes, og mange af dem går på museum. ’Præsterne’ findes også. De taler om ritualiseret nærvær, som f.eks. filosoffen Ole Fogh Kirkeby, der opridser teknikker til genkaldelse af det unikke åbenbaringsøjeblik, der kan opstå i mødet med værket. Er der præster til stede, lader Fanden selv sin stemme lyde gennem flere munde. Filosoffen Arno Victor Nielsen siger til Ole Fogh Kirkeby, at han lider af flæbende virkelighedshunger. Man når aldrig til absolut nærvær med det feticherede objekt og dets tid. Man møder en dødsmaske af stivnet fortid. Det er alt, man kan tage med sig fra museet. Den pointe gentages som bogens slutbemærkning. Arkitekten Carsten Thau forsøger at stoppe al naiv entusiasme, der kan være knyttet til et nyt museumsbyggeri, for alt vil stadig være arrangeret i det samme kvadratiske modul, ’the grid’. Den samme illusion om nytten af didaktiske læreprocesser vil stadig styre præsentationen. Men sande, dybe erkendelser er knyttet til den enkeltes historie og til en tilfældighedsfaktor, en ufrivillig opvågning, som hverken nybyggeri eller pædagogik kan indfange. Der er måske slet ikke brug for museer længere, for åbenbaringsoplevelserne finder snarere sted på trods af dem. Men kulturinstitutionerne lider alle som en af galoperende elefantitis. Der bygges om og ud hele tiden. Det er der penge til. Det må der også hellere være, for ellers kan vi ikke dække over, at museer ikke findes ret meget længere.