Astrid Lindgren er ikke død. Det ved enhver, der har læst ’Brødrene Løvehjerte’. Hun er i Nangilima. Dér hvor man leger hele dagen – og en del af aftenen med. Astrid Lindgren er især god til at klatre i træer. Det har hun altid været. Og det er fortsat svært at tage datidsformen i brug, når det gælder moderen til så mange dejlige unger. Hun er her jo endnu. I virkeligheden blev Astrid Lindgren (født Ericsson) aldrig mere end 12 år. De følgende 82 år her på jorden var én lang undren over, hvorfor den holdt op. Barndommen. Så pludseligt endda. Den ene dag var Astrid Vimmerbys ukronede klatredronning. Den næste var hun trist og ikke hjemme i sin egen krop. Fyldt af livslang melankoli. Selv om Astrid Lindgren var før de fleste i Småland med kort hår og barn uden for ægteskabet med oprejst pande, var hendes modningsår svære at komme igennem. På fotos ser hun først rigtig glad ud igen, når hun er over tres. Det er få forfattere beskåret at sætte nye hegnspæle. Astrid Lindgren har gjort det to gange. Der er et før og et efter Pippi. Aldrig i børnelitteraturens (og måske verdenslitteraturens?) velfriserede historie har én enkelt bog haft så meget på samvittigheden. Det er nu muligt at læse den igen i Kina Bodenhoffs nyfriserede oversættelse. ’Brødrene Løvehjerte’ Her skjules det ikke, at Pippi er en orkan. En hel flok autonome, før de blev opfundet. Pippi har skabt det moderne barn med rettigheder og selvværd. Tænk, hvis hun ikke fandtes! Den uendelige historie om ’Brødrene Løvehjerte’ er den ultimative fortælling om godhed og ansvarlighed. Den er mange børns (og voksnes) hemmelige Bibel. Også min. Vimmerby er en af de mindste byer i verden. Inden for 600 meter befinder sig det meste af Astrid Lindgrens verden. I den ene ende ligger præsteforpagtergården på Näs. På vej til skole passerede Astrid først sodavandstræet, der er et mægtigt elmetræ, senere en række huse og balkoner og nedløbsrør, hvor hun legede og indhentede stof til senere personer og situationer. Lige frem til den dag, da hun drejede til højre ned ad Storgatan og mødte redaktør Reinhold Blomberg på ’Wimmerby Tidning’. Han forførte den unge praktikant. Og så var det slut med Vimmerby. Spiloplevende som aldrig før Sært nok blev hun stockholmer. Astrid Lindgren kom aldrig tilbage andet end som gæst. Hun købte barndomshjemmet – det første, det røde – og indrettede det præcis, som det stod, da hun legede død jord rundt om skorstenen eller sov hos sin elskede far i sengen til højre for vinduet. Det er svært ikke at blive bevæget, når man nu kan komme ind i selve ur-legehuset og se, hvor småt det er. På kirkegården ligger hendes jordiske rester sammen med forældrenes. Men alt det er fortid. For lige nu er Astrid Lindgren så spiloplevende som aldrig før. Ikke alle hendes bøger holder vand til i morgen. Men tre uopslidelige værker er vel også godt nok? Efter Pippi og Løvehjerterne er det naturligvis Emil. Netop figuren Emil stod Astrid Lindgrens hjerte meget nær. Måske tilsammen med lille løvebror Tvebak. Lige nu bygger de huler, de to, i Nangilimas faldsikrede kæmpetræer. Og bagefter skal de have flødeskumslagkage. Pippi kommer nok forbi og spiser det hele. Sådan fortsætter den uendelige historie om en barndom, der ikke lader sig kue. Der er åbent hjerte på dagen.