Vi er i Rom blandt unge ukrainske indvandrere og en gammel graver, i Skydebanegade og i Tyrkiet med kunstneren Walat og endelig i Rødovre med den lesbiske sproglærer Gerd.
Umiddelbart en blandet landhandel, men fortællingerne i Beydins ’Kantate til Emilia’ er forbundne med hinanden på trods af geografi, arv og miljø. Bøger mødte forfatteren til en samtale om indlevelse, oplevelser og løse ender. I bogen skriver du ikke bare om personerne, men snarere som dem. Hvordan lever du dig så meget ind i dine fortællere? »Det tror jeg simpelthen, er det, man kan som forfatter; leve sig ind i andre mennesker. Men det er en position, jeg har valgt frem for den alvidende fortæller, fordi en alvidende fortæller ofte bliver en bedrevidende fortæller. Jeg foretrækker ikke at vide mere, end mine personer gør, for så kan de også overraske mig eller være usympatiske. Det er helt bevidst, at jeg skriver ud fra den enkeltes perspektiv, for det med at være klog og vide det hele om alle mulige mennesker, synes jeg er passé. Der skal altid være noget, jeg ikke ved«.
