'Skyggernes hav’ begynder og slutter på god gammeldags manér med en fortæller, som henvender sig direkte til læseren i en caribisk havn, beder ham tage plads og lytte og måske betale en skilling, hvis han bryder sig om historien.
Undervejs glemmer man alt om fortælleren, men da han runder sin beretning af, viser han sig selv at være en af de få overlevende fra den ualmindelig dramatiske og komplicerede historie, han lige har serveret.





